Dagen før ablationen skulle være, havde man gjort forundersøgelsen på mig – tidligere beskrevet hér: Forundersøgelse på Rigshospitalet. Nu var jeg så klar til ablationen, som jeg blev nødt til at være. Jeg havde overnattet på Riget og lægerne havde heldigvis ladet mig tage mine betablogger – det ville ikke påvirke ablationen at jeg indtog pillerne, for jeg havde næsten konstant takykardi. Hvorfor kunne jeg så ikke bare lade være med at indtage pillerne? Sagen var den, at jeg troede på, at det var pillerne, der holdt mig i live.

Dagen før havde jeg snakket med en fyr, der havde været igennem ablation. Han havde siddet i sit hospitalstøj og set så sølle ud.

- Jeg var over 8 timer på bordet!

- Gud, tog det så længe? Men er du ok nu så?

- Det håber jeg. For et par måneder siden fik jeg foretaget ablation. Og efter et par uger kom takykardien igen. Nu må vi se..

Jeg var selvfølgelig rystet. Også fordi han fortalte, at man ikke kunne stoppe blødningerne ved indsstikstedet. Han var stor-ryger. Måske var det derfor der havde været komplikationer? Efter den skrækhistorie var det godt, at jeg havde mit stakit omkring mig – mine to dejlige veninder og min peptalende mor.

Alligevel sagde jeg ikke meget den formiddag, hvor jeg ventede på at komme til ablation. Damerne gjorde snakken. Når de henvendte sig til mig svarede jeg bare ved hovedrysten eller små smil. Hjertet var i sit værste lune – som om det ville give mig den sidste svada af takykardi. Udenfor Rigets vinduer skinnede marts-solen. Bilerne kørte intetanende rundt og København var slet ikke klar over, at det var i dag, jeg skulle dø.

Da sygeplejersken kom op med en beroligende pille og sagde, at nu kom portøren snart, kunne jeg ha besvimet af skræk. Men jeg blev ved bevidsthed – sådan en slags bevidsthed, der opfangede lyde men ikke gjorde mig i stand til at forstå så meget andet end ord som ‘ablation’, ‘takykardi’ og ‘ nu er det din tur’! Det kan godt være det lyder dramatisk. Men jeg tænkte om det mon var sådan dødsdømte havde det, når de var på vej til nålen med giften, der skulle sprøjte dem ud af livet?

Jeg blev kørt afsted af portøren til kardiologisk ambulatorium hvor overbrændingen skulle finde sted. Min mor og 2 veninder småløb efter mig og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. De jokede med lægerne – om de måtte komme med ind hvor det foregik osv..Men selvfølgelig skulle de blive udenfor døren.

Jeg blev kørt ind på stuen hvor det hele skulle foregå. Lægen der var midt i fyrrene og som skulle foretage indgrebet bød mig smilende velkommen. Der blev lagt drop (venflon) i min arm så evt. medicin kunne sprøjtes direkte ind (blodfortyndende medicin). Jeg følte mig fuldkommen prisgivet og tænkte – så nu dør jeg, om lidt!

Jeg blev dækket til med grønt klæde – hovedet kiggede dog frem, men jeg var ikke i stand til at se hvad der blev lavet ved min lyske. Lægen forklarede dog, at nu ville jeg få en lokalbedøvende sprøjte i både højre og venstre lyske og han lovede, at intet blev ført ind i kroppen på mig før bedøvelsen virkede.

At få stikket i lysken gjorde ikke ondt. Det strammede kun lidt, da det lokalbedøvende stof trængte ind i vævet. Så snakkede lægen lidt med mig og min bevidsthed fangede musik fra en lille radio, der stod i lokalet.

- På den skærm dér, vil du kunne se dit hjerte fordi vi har et lille kamera som vi om lidt fører ind i venen – i den ene lyske. Og i den anden indfører vi brænder og pacer. Men jeg kan se på din puls, at det vist ikke er nødvendigt, at fremkalde takykardi med paceren – du har det allerede! Så meget desto nemmere bliver det, at finde det punkt i hjertet, der skal brændes.

Jeg lyttede og lyttede ikke. Radioen spillede stadig.

- Kan du mærke det her?

Jeg kunne intet mærke. Og lægen sagde, at nu ville han indsætte katetrene i årerne. Det begyndte at bløde lidt, som han sagde. Men det var ok. Jeg kunne ikke mærke andet end at der blev hevet lidt i mit skind.

- Hm, jeg synes det bløder lidt vel rigeligt..Jeg må nok ha assistance!

En lille kineser havde stået og vasket hænder i et tilstødende lokale og kom nu løbende ud og sagde, at det her overtog han. Jeg bemærkede en lille sitren i den anden læges ansigt.

- Men du har lige været på i over 6 timer Chen?

Chen? Det var søreme den berømte Chen, der stod der og ville overtage det hele selv om det betød overarbejde for ham. Han smilede beroligende til mig og tryllede krisen væk!

- Når du kommer herfra, så får du aldrig mere takykardi!

Han sagde det så overbevisende til mig, at jeg – midt i min underlige tilstand – kun kunne smile og nikke. Katetrene blev ført ind i kroppen på mig via højre og venstre lyske – og det gjorde overhovedet ikke ondt! Det eneste jeg mærkede i kroppen, var en svag kildrende fornemmelse. Den var mere behagelig end ubehagelig.

- Dit hjerte kan du se på skærmen!

Chen pegede med panden over på en skærm hvor et hjerte, der skulle forestille mit – pumpede som besat. Jeg kunne se hvordan isenkrammet løb ubesværet igennem årene.

- Det er jo meget bløde og bøjelige kabler vi bruger!

Chen smilede og sagde noget på engelsk til en fyr der betjente elektronikken (radiobølgerne) ved et lille bord. Han sagde, at nu ville de prøve, at brænde – det var ikke svært at se, hvor impulserne stammede fra.

- Mens vi brænder skal du ligge mussestille. Du må slet ikke røre dig, for så risikerer vi at katetret rykker sig i hjertet og så brænder vi et forkert sted.

Jeg lå stiv som en pind. Og så advarede Chen – at nu brændte de. Det strammede en anelse i brystet, men egentlig var der ingen smerte. Hjertet hoppede lidt forvirret rundt og kom ind i normal sinusrytme. Jeg smilede og udbrød ahh, takykardien stoppede! Lidt efter kom den dog igen.

- Vi brænder igen – og du ligger musestille!

Jeg adlød. Min respekt var stor. Den mand, Chen, havde været på job i mange timer og så tog han alligevel over – sådan bare lige – sådan! Det strammede igen lidt i brystet og takykardien holdt inde. Nu gik et par minutter med normal sinusrytme. Chen var tilfreds.

- Er jeg færdig?

Chen rystede på hovedet og sagde at nu skulle der brændes godt og grundigt så jeg ville få noget smertestillende – da det kunne gøre lidt ondt. Jeg nægtede og sagde, nej – jeg kan sagtens holde det ud! Men sygeplejersken gav mig noget smertestillende i droppet og Chen bad mig endnu engang om at ligge mussestille mens de brændte.

Jeg fik det pludselig dårligt og følte det som om jeg skulle besvime. Sygeplejersken, der havde siddet og holdt mig på skuldrene for at berolige mig, gav mig ilt i en maske og så fik jeg det bedre.

- Er du klar? Vi brænder nu!

Jeg var klar og lå stiv som en pind. Og det var godt jeg fik smertestillende. Det her gjorde ondt. Man brændte også længere end de andre gange. Jeg kiggede op i loftet med min iltmaske om næse og mund og tænkte, at den smerte kunne beskrives, som hvis man havde ondt i musklerne efter et marathonløb – blot var det en vedvarende smerte og fornemmelse af, at lungerne blev hevet ud af ryggen på mig. Så var det pludselig overstået. Smerten holdt op. Chen smilede og hev mig ud af mit mentale blackout.

- Se hvor fint dit hjerte slår!

Jeg bemærkede, at det var overstået. Og det var sandt. Mit hjerte slog helt normalt. Efter en hel dag med takykardi var hjertet roligt. Indgrebet havde varet 3 timer. Man må sige, at det var gået super godt – takket være Chen.

- Nu er vi færdige! Vi trækker katetrene ud af dig nu. Er du glad?

Jeg kunne tude. Men var stadig i sådan en slags ingenmandsland rent mentalt. Men ja, jeg var glad. Og taknemmelig. Jeg kunne ikke få mine øjne væk fra Chen – jeg måtte vise min taknemmelighed med øjnene – jeg kunne ikke sige noget. Jeg var så rørt.

Så blev jeg kørt tilbage til min stue af en portør. Min mor havde siddet udenfor rummet og spurgte hvordan jeg havde det. Heldigvis var mine veninder gået og min mor skulle hente min datter i fritidsordningen, så hun blev også nødt til at gå. Jeg smilede og lå mussestille. Turde ikke røre mig. Ovenpå min mave og lyske havde de placeret sandsække så der blev holdt et konstant pres mod indstiksstederne (af hensyn til blødningsrisiko). Sygeplejersken satte hjerteovervågning til og sagde at nu skulle jeg ligge helt stille i 5 timer. Intet problem. Jeg ville gøre lige hvad de sagde! Jeg levede!

Inden behandling tilbydes en beroligende pille (Apozepam). Så sprøjtes lokalbedøvelse ind i huden omkring en blodåre i højre og venstre lyske. Gennem blodårerne indføres 3-5 katetre til hjertet. Det ene kateter placeres i højre forkammer. Det andet kateter placeres i højre hjertekammer. Det kan være nødvendigt, at placere et tredje kateter på overgangen mellem højre forkammer og hjertekammer. I nogle tilfælde placeres desuden et fjerde kateter i en blodåre inde i hjertet. Ved hjælp af disse katetre kan lægen registrere de elektriske impulser i hjertet og kan stimulere en hurtig hjerterytme ved hjælp af små strømstød. Stimuleringen er smertefri, men den hurtige hjerterytme kan mærkes. Da blodårerne ikke har følenerver, kan bevægelserne med katetrene ikke mærkes. Overbrændingen udføres gennem et specielt kateter ved hjælp af radiobølge-energi. Overbrændingen er egentlig kun opvarmning til 60 – 70 grader celcius, hvorved en lille smule væv går til grunde. Selve brændingen vil sjældent kunne mærkes. Ellers opleves det som en kortvarig smerte.

I få tilfælde lykkes det ikke at finde det område i hjertet, som udløser den hurtige hjerterytme.

For at forebygge, at der dannes blodpropper omkring katetrene, gives blodfortyndende medicin under behandlingen.

Til sidst trækkes katetrene ud og der trykkes på indstiksstedet i lysken i ca. 5-10 min., indtil hullet har lukket sig. Efter behandlingen køres man tilbage til afdelingen.

Kilde: Rigshospitalet.

- Lone-Kone! Du har fået brev fra Riget!

Det var én af mine veninder, der var på besøg den dag brevet kom fra Rigshospitalet og forkyndte, at NU var det tid!

- Da ikke allerede! Det er 14 dage siden jeg fik at vide, at jeg stod på venteliste!

Jeg åbnede brevet med svedige hænder og kunne mærke et anfald var på vej.

- Hvad står der, Lone-Kone? Hvornår skal du afsted?

Jeg måtte læse brevet højt – ellers var det som om ordene flimrede ud af min bevidsthed.

- Kære Lone-Kone, efter henvisning fra Deres læge beder vi Dem møde til indlæggelse på Hjertemedicinsk klinik B afsnit…bla bla bla… d. bla bla bla 2001, kl 9.00

Vi beder Dem medbringe

Dette brev

Sygesikringsbevis

Toiletsager

Deres sædvanlige medicin og medicinliste

Badekåbe og morgensko

‘Morgensko og badekåbe’ – så mente de det alvorligt. Jeg skulle indlægges og overnatte og overbrændes..

- Så kan du regne med at jeg er en del af det stakit der skal sørge for, at du ikke løber væk!

Min søde veninde..Jeg kunne ha slået hende. Men det var dengang. I dag er jeg taknemmelig.

Jeg havde taget en taxa til Riget. Jeg var fastende. Ikke engang et stykke tyggegummi havde angang til de tørre slimhinder. Min datter blev passet af sine bedsteforældre så hun var da i det mindste ok. Det var vist det sidste man kunne sige om mig.

Så fik jeg mit værelse på hospitalet og besked om at trække i hospitalets ikke-charmerende tøj. Inden radiofrekvensablation skulle der måles blodtryk – i bad skulle jeg også og bagefter skulle jeg have barberet hårene i lysken. Der skulle der tages EKG og lægges kanyle i en blodåre i armen – hvis det blev nødvendigt at give mig medicin under behandlingen.

Jeg gjorde det jeg blev bedt om. Gik i bad – barberede lysken og og lagde mig i sengen.

En overlæge kom forbi og ønskede mig held og lykke og så gik han igen.

Så var jeg indlagt. Og skide bange. Jeg tillader mig, at bande her – fordi – INGEN ord kan beskrive hvordan jeg havde det. Alt gik sandsynligvis som det skulle. Men ingen tænkte på, at jeg var ved at gå fuldstændigt i stykker af angst indeni.

Og – jeg ved ikke hvad der skete. Men Fanden tog ved mig. Jeg slugte en propranolol for at dæmpe mit plagede hjerte og stod ud af sengen. Så tog jeg hospitalstøjet af og iførte mig mit civile tøj. En sygeplejerske kom forbi og spurgte hvad jeg lavede.

- Jeg tager hjem!

Hun kiggede forskrækket på mig og forsikrede mig om, at dét kunne jeg bare ikke gøre nu. Lægerne ventede på mig i Kardiologisk laboratorium!

- Det er jeg ked af. Men det er aflyst! Jeg er aflyst. Det kan du godt fortælle dem. Og jeg har lige taget en betablogger!

Hun snurrede rundt på hælen og skyndte sig ud af værelset. Jeg var lettet. Satte mig i en stol og ventede på, at pillen ville virke.

Pludselig kom overlægen stormende ind i værelset og så meget stram ud i betrækket.

- Hvad i alverden har du tænkt dig!?

- Jeg vil ikke gennemføre ablationen. Jeg er bange for, at det går galt..

- Du laver sjov med mig ikke?

Jeg måtte fortælle den vantro læge at jeg ikke jokede. Og han var mildest talt shokeret. Jeg fik at vide, at nu hvor jeg sprang fra i sidste øjeblik havde jeg brugt af resourcer, som jeg slet ikke var klar over og jeg skulle ikke tro, at jeg bare kunne komme og kræve ablation i morgen!

- Jeg ved det godt. Men jeg vil bare hjem og undskyld.

Den der blev mest skuffet over, at jeg var sprunget fra ablationen i sidste øjeblik, var nok min kæreste. Han havde jo set hvor slemt jeg sommetider havde det med takykardien. Men jeg var lettet – for min angst havde været meget slemmere end et takykardianfald plejede at være

Syntes jeg på dét tidspunkt.

Så fulgte et par år som alenemor i København – fuldtidsjob og hvad der ellers hører til. Min datter groede og udviklede sig i rivende fart. – Jeg havde i øvrigt ladet mig skrive op til radiofrekvensablation alle gode gange 2. Denne gang skulle indgrebet altså være. De oplevelser graviditet og fødsel havde givet mig, havde i den grad skræmt mig. Og nu havde jeg også min lille datter at passe på.

En aften bemærkede jeg noget nyt ved mit hjertes slag. Efter en halv time med takykardi var det som om hjertet slog nogle meget kraftige slag – tunge hårde slag. Jeg blev vildt bange og var glad for, at min datter sov – for det her var så mærkeligt og tog næsten pusten fra mig. Jeg lagde mig på sengen – højre side, for lå jeg på ryggen eller på venstre side, kunne jeg så let som ingenting risikere, at få nye anfald af takykardi.

Jeg tog en ekstra propanolol (pilleform) og endelig faldt mit hjerte til ro. De tunge og hårde slag forsvandt men efterlod mig med tanker omkring hvad det var jeg havde oplevet med mit hjerte – foruden takykardien? Jeg havde aldrig haft så kraftige slag, som kunne mærkes helt op i halsen?

Det var ikke meningitis. Gudskelov. Og min datter tog godt for sig at livet. Efter en uges tid på Århus Kommmunehospital og en raskmelding af min datter – kunne vi – mor far og barn tage hjem med den lille ny og lære hinanden at kende i fred og ro.

Min takykardi havde holdt sig væk i et par dage og jeg tænkte – kan det have noget på sig, at man efter en fødsel evt. kan blive denne lidelse kvit? En læge havde engang talt derom, og jeg kom pludselig på, at jeg måske var én af de heldige der skulle opleve det? I de 14 år jeg havde lidt af takykardi var der mindst 3-7 anfald hver dag. For det meste korte anfald, men de var der.

Men måske denne gang?

Jeg havde fået grønt lys med hensyn til at amme mit barn selv om jeg indtog Inderal retard.

- Det er så lille en dosis du får, så det vil ikke skade dit barn.

Jeg var en glad mor. Og pyt – at takykardien alligevel vendte tilbage til sin værtinde/mig efter 3 dages fravær – intet kunne virkelig ødelægge mit humør – når blot jeg havde min smukke, lille datter hos mig – som endda var rask og åbenbart ikke så ud til at have lidt under takykardien, der havde fulgt mig/hende gennem det meste af graviditeten. Medicinen så umiddelbart heller ikke ud til at påvirke hende. Vi havde det helt fint, min datter og jeg.

Der herskede en smule forvirring efter min datters instræden i verden. Lægerne lod mig dårlig nok holde hende, men mente at hun havde en infektion. De syntes hun så bleg ud og desuden havde hun små punktformede blødninger under huden visse steder på kroppen. I en fart bragte de hende til observation på neonatalafdelingen. Jeg var træt men i panik – hvad var der med min datter? Infektion og punktblødninger?!

De læger der ikke var smuttet med min datter ventede på efterbyrden, der åbenbart ikke havde tænk sig, at komme ud af kroppen på mig. Og jordemoderen spurgte til mit hjerte. Jeg havde stadig takykardi og nu var det vedvarende. Det havde det været de sidste 5 timer. Hun var nervøs over det. Jeg tænkte mere på mit barn.

Pludselig jog to læger deres albuer ned i maven på mig. Det gjorde så satans ondt! Men de forklarede det med, at det var utroligt vigtigt, at moderkagen kom ud. Og min livmoder var åbenbart så træt (den stakkel) at den ikke “orkede” at støde efterbyrden fra sig. Et par gange mere fik jeg albuer i maven – og endelig kom moderkagen.

Jeg blev syet af min jordmoder og så havde vi balladen. To læger kom hen til mig og stillede sig myndigt op.

- Vi bliver nok nødt til, at få dig bragt hen på hjerteafdelingen til stød. Dit hjerte skal bringes tilbage til normaltilstand.

Jeg glemte helt at jeg var træt og svag og satte mig op i sengen mens jeg meget klart og tydeligt sagde, at dét her skulle jeg nok klare selv! Jeg bad dem om at give mig et par minutter – så skulle jeg nok få rytmen på plads.

Og som om det virkelig var mig, der egentlig havde magten over takykardien, steg jeg fortumlet ud af sengen og bukkede mig forover mens jeg holdt vejret og lavede min Valsalva-manøvre. Hjertet “lod som ingenting” i første omgang. Men derefter rullede det lidt rundt i brystet på mig og fandt så sin normale sinusrytme igen.

Og nu ville jeg ned og se til min lille datter på neonatalafdeling.

På trods af indlæggelsen – på trods af medicinering og et noget trykket humør både hos kæresten og mig, gik graviditeten egentlig fint. Var der sommetider nogle anfald jeg havde svært ved at styre, måtte jeg tage en ekstra propranolol i pilleform. Men heldigvis skete det sjældent. Jeg kunne mærke, at betabloggerne holdt om hjertet og fik det sat lidt ned i slag. Dog sov jeg uroligt om natten, havde ofte mareridt og vågnede med sved over det hele – men det var måske pga den store mave.

Jeg var ofte plaget af svimmelhed og kvalme – men også disse gener tillagde jeg graviditeten.

Senere fandt jeg ud af, at det kunne være bivirkninger fra medicinen.

Takykardien slap mig selvfølgelig ikke. Men medicinen holdt de lange og stædige anfald væk.

Jeg var også begyndt at frygte fødselen. Ikke pga smerter – men mere pga mit hjerte. Hvordan ville det opføre sig under fødselen, som jo – selv om det er en smuk begivenhed – er et stresset øjeblik?

Lægerne sagde at jeg bare skulle tage det helt roligt. De kunne give mig alt – lige fra lattergas til kejsersnit – hvis det skulle være nødvendigt.

Og var barnet på noget tidspunkt i fare, havde man jo neonatalafdelingen på Århus Kommunehospital – min kæreste og jeg skulle slet ikke gøre os nogle bekymringer.

Jeg ville bare have så normal en fødsel som muligt.

Min næste bekymring var amningen?

Jeg fik jo betablogger og kunne ikke bare stoppe med medicinen fra den ene dag til den anden – så ville jeg jo risikere at få det dårligt – og det havde mit barn jo ikke brug for. Men ville barnet tage skade af at indtage stoffet via modermælken?

I brugsanvisningen af medicinen stod, at man ikke måtte amme, hvis man indtog Inderal retard. Men lægerne mente ikke det var et problem. Så hvad skulle jeg forholde mig til?

Jeg gik elleve dage over tiden og lægerne på Århus Kommunehospital var lige ved at sætte mig igang.

Det lille barn i mig var dog hurtigere end lægerne og en sen aften mærkede jeg et smæld over lænden, som om en elastik sprang – og så gik vandet. Fødselen var igang!

Mens jeg havde hyppige veer – ca. 1 ve hvert 3 minut – gik jeg gispende og lykkelig rundt i lejligheden. Det var ikke slemt – hvis det her var veer. Til gengæld gik mit hjerte amok. Det satte alle impulser ind på at give mig og mit ufødte barn en god portion takykardi.

Kæresten prøvede at smøre madpakke mens fostervandet sejlede rundt i hele huset.

Vi havde ringet til Århus Kommunehospital, der havde sagt, at når fostervandet er gået, så skal den fødende ligge ned. Men jeg kunne ikke ligge ned. Sålænge jeg gik rundt om stuebordet – holdt mig oprejst – var takykardien i min hue hånd. Lagde jeg mig, gik hjertet amok igen.

Ambulancen kom utroligt hurtigt og to store falckmænd hjalp mig ned ad trapperne – vi boede på 3. sal.

I ambulancen kom veerne hurtigere og hurtigere. Jeg var nu ikke nervøs. Men det irriterede mig, at de kørte med blå blink.

Det var skønt vejr i København. Kæresten og jeg var taget til staden da jeg ville holde fødselsdag med min runde mave, familie og venner. Den første dag skulle fejres med en gode veninde. Frokost og bif-tur. Jeg glædede mig.

Om morgen da jeg stod op, kunne jeg godt mærke, at mit hjerte var touchy. Det sendte små anfald ud i mit system med jævne mellemrum. Jeg var irriteret. Hvorfor lige netop i dag, hvor jeg ikke havde tid til at tage mig af dem? Desuden var maven begyndt at gøre det mere besværligt for mig mht selvbbehandling (Valsalva-manøvre) af takykardien. Det tog længere tid, at få hjertet til ro.

Jeg tog afsted til byen og ignorerede de små anfald, der kom og gik med jævne mellemrum.

Med vilje valgte jeg dog kun at spise lidt salat, da jeg sad med veninden på cafe. Min erfaring fortalte mig jo, at anfaldene ofte kom efter spisning og med min gryende graviditet, var det levet sværere for mig at spise noget overhovedet.

- Er du slet ikke sulten?

- Nah, kom lad os smutte i biografen.

Vi skulle se Kieslowskis “HVID” og jeg glædede mig. Så snart jeg satte mig i biografsædet begyndte hjertet at tale med store takker. Det piskede afsted, det bedste det havde lært. Og jeg kunne ikke slappe af – maven strammede. Og sparkede den lille? Jeg var bekymret. Til sidst måtte jeg sige til veninden, at jeg blev nødt til at gå. Jeg havde takykardi og kunne ikke styre det. Hun blev selvfølgelig bekymret men forstod det så godt.

Udenfor biografen gik jeg igang med lave mine manøvre – sådan noget med at bøje mig forover og holde vejret – lave et indre pres med bugmusklerne. Det skete ikke andet end at hjertet fortsatte sit vanvittige ridt. Så skulle jeg tisse. Jeg måtte ned ad nogle trapper for at komme til toiletterne og bare dét at bevæge nedad de trapper, gav mig en fornemmelse af, at nu kunne jeg snart ikke mere.

Da jeg kom op af trapperne fór jeg ud på gaden og prajede en taxa. Min veninde ville have fulgt mig hjem men jeg afviste hende. Ville være i fred. Og hvor skulle jeg være i fred?

Mens jeg boede i København havde jeg haft en rigtig god læge. Hende savnede jeg nu. Jeg tog chancen og bad chaufføren om at køre mig til Christianshavn hvor jeg vidste hun havde praxis. Klokken var sen eftermiddag og jeg anede ikke om hun overhovedet stadig var på job, men jeg håbede. Jeg var så bange for mit ufødte barns tilstand. Takykardien havde varet ca. 45 minutter.

Min gamle læge var i sin praxis og hun blev mildest talt forundret over at se mig. Hun blev først glad – det var jo et par år siden – og nu var jeg gravid? Det var da dejligt!

Så fortalte jeg hende grædende om hvad der havde bragt mig til hende og hun ville straks have mig på hospitalet.

Jeg blev indlagt på det nuværende Amager Hospital og blev gjort klar til EKG.

For første gang fangede lægerne et af mine takykardianfald og kunne se på strimmelen hvad det drejede sig om.

Da jeg var gravid, var det jo en kilden sag hvad de skulle sprøjte i mig af medicin. Men de valgte at sætte mig i en anfaldsbrydende behandling med noget hjertestyrkende (som de sagde) adenosin – startede med små doser. Imens det hele stod på bad de mig også om at lave vagale manøvrer – som i øvrigt slet ikke havde effekt overhovedet. De gav mig også en mild beroligende pille men om jeg kunne mærke den – nej. Jeg var fuldstændig kørt op i en spids. Min kæreste kom styrtende ind på hospitalet og var grædefærdig. Dét hér – kunne det skade vores barn? Medicinen og takykardien? Vi fik ikke så mange svar men måtte “oversætte” diverse grynt og hmmm.. og det gjorde vi selvfølgelig sådan, at vi syntes at kunne spore dyb bekymring hos læger og sygeplejesker, hvilket gjorde os endnu mere nervøse.

Da takykardien blev ved øgede de dosis og da det ikke hjalp ville de prøve med et andet præparat.

Næste valg var propranolol. Og der skete en mærkbar forandring. Hjerterytmen lavede sine sædvanlige rock og rul og vendte sig og snurrede indtil den fandt sin gode gamle sinusrytme igen. Lægerne åndede lettet op. Men så slog hjertet over igen og fortsatte sin vanvittige sport. – Mere propranolol – og endelig..endelig faldt hjertet til ro.

Jeg lå helt stille. Turde ikke bevæge mig. Sommetider kunne jeg nemlig fremkalde nye anfald (efter et længerevarende ét) ved bare at dreje hovedet til venstre eller højre. Så jeg lå helt helt stille.

Sygeplejerskerne var så søde. De kom med mad – men jeg ville intet have. Turde ikke spise – turde ikke engang synke mit spyt. Jeg ville ligge helt stille så takykardien ikke “fik øje på mig igen”.

- Men du skal altså spise noget – vi kan se på blodprøverne, at “du begynder at spise af dig selv”. Du må også tænke på dit barn..

Og de skulle bare vide hvor meget jeg tænkte på mit barn. Jeg tog imod en skål med kogte ærter og gulerødder – kød og kartofler lod jeg stå.

Mit ophold på hospitalet blev til to dage. Man ville finde en dosis, som passede mig. Og da jeg reagerede så godt på propranolol ville det blive den form for betablogger, som jeg skulle tage fra nu af og graviditeten ud. Det stof var i øvrigt også det bedste, at give mig nu hvor jeg var gravid. Det ville ikke skade barnet når jeg fik så lille en dosis, som jeg gjorde.

Så fra den dag af og graviditeten ud skulle jeg tage en depotkapsel hver dag på samme tidspunkt for bevare et jævnt medicinspejl i blodet døgnet rundt. Ren forebyggelse, som de sagde.

Inderal retard med det aktive stof propanolol skulle være min medicin i flere år. Og min baby sparkede stadig.

Da jeg var 29 år blev jeg gravid.

Jeg havde på dét tidspunkt levet med min rytmeforstyrrelse siden mit 16. år. Den var nu en del af min identitet og jeg havde tilpasset mig forholdene: Ikke for meget alkohol og slik. Jeg drak også koffeinfri kaffe, for alm. kaffe gik slet ikke. Jeg spiste heller ikke for kraftige og store måltider men i stedet små og lette af slagsen; jeg havde nemlig bemærket, at pulsen måtte arbejde hurtigere hvis jeg havde spist 3 retter mad og jeg vidste jo, at hver gang den kom op på en vis frekvens, så startede balladen. – Det holdt selvfølgelig ikke takykardien helt væk, at jeg levede så påpasseligt. Den var en evig pestilens jeg måtte trækkes rundt med (eller den trak i virkeligheden rundt med mig). Men det gjorde at anfaldene blev af mere kortvarrig karakter – og jeg kunne så også bedre styre dem med Valsalva-manøvren. Gik jeg ikke igang med at stoppe et anfald meget hurtigt, skete der nemlig det, at anfaldet blev “stædigere” og kunne fortsætte i alt for lang tid. Som om hjertet blev stresset af disse anfald og derfor også mere touchy og sværere, at få manøvret på plads.

Min læge havde i øvrigt advaret mig om, at jeg ikke måtte være dårlig i mere end 15 minutter – fortsatte takykardien måtte jeg på hospitalet.

Min daværende kæreste og jeg levede et fredeligt og sundt liv i en lille by i midtjylland. Vi boede på landet og kosten var vegetarisk. Vi gik lange ture – jeg cyklede, men brød mig ikke så meget om at cykle, da anfaldene altid dukkede op når pulsen kom op over en vis frekvens.

Selvfølgelig havde jeg søgt litteratur om graviditet og takykardi. Men jeg fandt ikke rigtigt noget. Jeg ville nu have børn. Og med mine 29 år var det ved at være “på tide”, syntes jeg.

Jeg havde sat en annonce om graviditet og takykardi i tidsskriftet “FORÆLDRE OG FØDSEL” og via den annonce fik jeg kortvarig korrespondance med en kvinde, der som jeg, led af takykardi og som havde født 3 børn uden at det gik galt – hun havde med andre ord ikke flere eller værre anfald af takykardi under graviditet og fødsel. Derfor gik jeg ikke i panik, da jeg selv blev gravid. Tværtimod mente jeg, at det nok skulle gå.

De 3 første måneder gik også fint. Jeg havde stadig takykardi men kunne styre den med valsalva-manøvren og andre finurlige måder, som jeg selv havde fundet frem til.

Jeg gik til jordemoder og hun kendte også til kvinder – graviditet – takykardi og mente blot, at jeg skulle gå hyppigt til kontrol på daværende Århus Kommunehospital (nu revet ned). Mine bekymringer om at fosteret i maven evt. kunne lide af iltmangel under evt. anfald af takykardi mente lægerne nu ikke jeg skulle bekymre mig om. Moderkagen har et ekstra “lager” af iltet blod og det “tager” barnet af i første omgang – hvis noget katastrofalt skulle ske. Til gengæld mente de, at jeg burde have fået “ordnet” takykardien ved radiofrekvensablation inden jeg var blevet gravid. Det ville evt. kunne spare mig for komplikationer under fødslen.

Komplikationer?

Jeg havde faktisk været skrevet op på Skejby Sygehus til radiofrekvensablation inden jeg blev gravid. Men jeg var mistroisk overfor indgrebet. Havde heller ikke fundet et fora med mennesker, der havde været igennem ablation. Den eneste kvinde jeg kom i forbindelse med ang. sådan et indgreb var en meget ulykkelig moder. Hendes 17-årige datter havde på daværende tidspunkt været igennem ablation. Og datteren havde nu fået uregelmæssig puls og angst efter indgrebet. Moderen ville slet ikke anbefale mig, at få dette indgreb.

Så hvad gør man så, når man fyldes med en skrækhistorie? Hvis man, som jeg, var bange i forvejen, så giver svaret sig selv. Jeg sprang fra – ringede til Skejby Sygehus og sagde, at jeg egentlig havde det for godt til at bruge systemets penge til et indgreb, der sikkert vil gavne andre mennesker meget mere end mig.

Om jeg fortrød at jeg sprang fra?

Med det der senere skete for mig, vil jeg sige Ja, jeg fortrød. Men det er nu alligevel for sent, at være bagklog. Dog vil jeg ikke anbefale nogen, at springe fra ablation hvis de får tilbuddet. Det er nemlig ikke så slemt, som man gør det til. Selvfølgelig er der risici ved alt – og også med ablation. Men det kommer jeg nærmere ind på i et andet indlæg.

Men jo, jeg fortød. Da jeg var fire måneder henne i graviditeten skete noget, der fik mig til at fortryde at jeg sprang fra.

De svære ord: ‘Accessoriske ledningsbaner’ er muskelbroer der er medfødte og disse forsvinder tidligt i tilværelsen. Men hos nogle mennesker består de og derved opstår “karruselturene” (takykardierne) i hjertet.

.
1. Wolf- Parkinson-White, også blot kaldet WPW. – Ved denne rytmeforstyrrelse udgår en ekstra ledning mellem forkamrene og hjertekamrene og derved når de elektriske impulser for tidligt frem til hjertekamrene.

2. AV-nodal reentry takykardi er den hyppigste form for takykardi. Impulserne der får hjertet til at trække sig sammen kan ledes to veje og derved løber de i ring – og giver hurtig hjerterytme.

2. Atrial takykardi – Et lille bundt syge hjerteceller harovertaget impulsdannelsen fra sinusknuden og giver hurtigere hjerterytme end normalt.

3. Artrieflimren opstår i forkamrene udenfor sinus og i uregelmæssig og hurtig rytme.

Det er elektriske impulser, der styrer hjertets sammentrækning. Impulsen begynder i et lille impulscenter der kaldes ‘Sinus’. Det sidder i højre forkammer. Der løber så “strøm” fra Sinus og ud i forkamrenes væv og derefter videre til hjertekamrenes muskelvæv gennem en “bro” (AV-knuden). Så går “strømmen” igennem det His-ske bundt som forgrener sig ud i resten af hjertets muskelceller.

Indimellem går der koks i dette ledningssystem. I mit tilfælde var det AV nodal reentry takykardi, der gav kaos.

Som tiden gik blev jeg klar over, at “det her” ikke ville gå væk. At jeg hver dag ville få anfald af løbsk hjertebanken. Man kan ikke sige, at jeg vænnede mig til anfaldende, men jeg fik heldigvis ikke langvarige anfald, som den første gang. Jeg havde også lagt mærke til, at hvis jeg holdt vejret og lavede et lille “hop” med mellemgulvsmusklen, så kunne jeg banke hjerterytmen på plads igen.

Senere fandt jeg ud af, at denne teknik kaldes for Valsalva-manøvren.

Den form for takykardi jeg led af i min ungdom blev udløst af en forstyrrelse i den øvre del af hjertets ledningssystem. Lægerne fangede aldrig et anfald i starten af min “karriere”, som løbsk hjerte. Når jeg fortalte dem om den løbske hjerterytme kunne de ikke udelukke at der var tale om takykardi, men de ville ikke hænges op på det, da EKG’et aldrig viste et anfald, når de “kørte en strimmel”.

Sommetider var jeg overbevist om, at der var en djævel der drillede mig. For så snart jeg var tilpas langt væk fra en læges instrumenter, så opstod takykardien.

Jeg har sågar prøvet, at drøne på skadestuen med et anfald. Og så snart lægen råbte mit navn op så forsvandt takykardien.

Det kan vist ikke tælles på to hænder hvor mange gange jeg er blevet kaldt hypokonder.

Mit hjertes plageånd – dvs diagnosen, skulle først komme et års tid efter det første anfald startede. For der kom flere.

Dagen efter det første anfald, dukkede et mindre op – det varede omkring 5 minutter og viste sig ikke mere før et par dage efter igen. Men ellers blev det en daglig ting jeg skulle forholde mig til. Dog varede anfaldende ikke flere timer – højst minutter. Men de kunne sagtens dukke op flere gange om dagen.

Jeg var begyndt at sove  dårligt. Vågnede svedende op om natten eller følte som om jeg faldt hver gang jeg var ved at sove. Det resulterede i, at jeg pjækkede fra skole og sov om dagen i stedet.

En dag fik jeg et længervarende anfald og brød sammen da min mor undrede sig over, at jeg virkede så sur. Hun reagerede med at skubbe det fra sig og bagatellisere det.

- Det er nok bare nervøst. Du er i teenagealderen og der får man så meget.

Der gik altså mere tid med at tumle mine daglige hjerteanfald i tankerne. Jeg blev væk fra gymnastiktimerne og blev kaldt til inspektørens kontor; nu var det nok med alt mit pjækkeri. Jeg undgik at gå ud med vennerne og danse. Det dukkede jo op hver gang jeg var aktiv. Men ellers var der ikke noget rigtigt mønster – hjertet kunne lige så godt løbe løbsk når jeg sad og læste en bog.

En nat stod jeg ud af sengen fordi jeg vågnede ved, at jeg havde anfaldshjertebanken. Jeg gik ind til mine forældre, der sov intetanende i deres senge.

Min mor fór forskrækket op da hun hørte mig og spurgte hvad der var i vejen.

- Mit hjerte slår så hurtigt..

Hun bandede en smule og klagede – hun skulle jo op i morgen og derfor måtte hun have sin søvn og var ‘det nu dét dér igen’. Så skubbede hun til min far der vågnede og gloede stift ud i luften for hvad skete der?

- Far mærk lige min puls..

Han virrede på hovedet og steg ud af sengen, tog morgenkåbe på og fulgte mig ud i gangen.

- Så kan vi snakke og ikke forstyrre mor.

Han kunne ikke finde min puls på håndleddet og kiggede ulykkeligt på mig. Jeg rystede over hele kroppen  og tænderne klaprede i min mund.

- Sådan har jeg haft det i så lang tid, far! jeg er så bange for at dø!

Han fandt pulsen til sidst og nikkede ja til, at den løb meget stærkt.

- Hvad er du bange for?

- Jeg er ikke bange! skreg jeg. Jeg har dårligt hjerte! Jeg tror snart jeg skal dø!

Så brød jeg sammen og hulkede og græd. Min fars øjne blev blanke og hans stemme knækkede over da han sagde, at så måtte jeg til en læge.

Min mor var stået ud af sengen og stod nu og kiggede på min små-grædende far og mig, der var fuldstændig hysterisk.

- Jeg tager fri fra kontoret i morgen og så går vi op til dokter Bendtsen. Han må lytte til dit hjerte og så må du fortælle ham hvordan du har det. Men jeg tror altså det er noget nervøst..