Dagen før ablationen skulle være, havde man gjort forundersøgelsen på mig – tidligere beskrevet hér: Forundersøgelse på Rigshospitalet. Nu var jeg så klar til ablationen, som jeg blev nødt til at være. Jeg havde overnattet på Riget og lægerne havde heldigvis ladet mig tage mine betablogger – det ville ikke påvirke ablationen at jeg indtog pillerne, for jeg havde næsten konstant takykardi. Hvorfor kunne jeg så ikke bare lade være med at indtage pillerne? Sagen var den, at jeg troede på, at det var pillerne, der holdt mig i live.

Dagen før havde jeg snakket med en fyr, der havde været igennem ablation. Han havde siddet i sit hospitalstøj og set så sølle ud.

- Jeg var over 8 timer på bordet!

- Gud, tog det så længe? Men er du ok nu så?

- Det håber jeg. For et par måneder siden fik jeg foretaget ablation. Og efter et par uger kom takykardien igen. Nu må vi se..

Jeg var selvfølgelig rystet. Også fordi han fortalte, at man ikke kunne stoppe blødningerne ved indsstikstedet. Han var stor-ryger. Måske var det derfor der havde været komplikationer? Efter den skrækhistorie var det godt, at jeg havde mit stakit omkring mig – mine to dejlige veninder og min peptalende mor.

Alligevel sagde jeg ikke meget den formiddag, hvor jeg ventede på at komme til ablation. Damerne gjorde snakken. Når de henvendte sig til mig svarede jeg bare ved hovedrysten eller små smil. Hjertet var i sit værste lune – som om det ville give mig den sidste svada af takykardi. Udenfor Rigets vinduer skinnede marts-solen. Bilerne kørte intetanende rundt og København var slet ikke klar over, at det var i dag, jeg skulle dø.

Da sygeplejersken kom op med en beroligende pille og sagde, at nu kom portøren snart, kunne jeg ha besvimet af skræk. Men jeg blev ved bevidsthed – sådan en slags bevidsthed, der opfangede lyde men ikke gjorde mig i stand til at forstå så meget andet end ord som ‘ablation’, ‘takykardi’ og ‘ nu er det din tur’! Det kan godt være det lyder dramatisk. Men jeg tænkte om det mon var sådan dødsdømte havde det, når de var på vej til nålen med giften, der skulle sprøjte dem ud af livet?

Jeg blev kørt afsted af portøren til kardiologisk ambulatorium hvor overbrændingen skulle finde sted. Min mor og 2 veninder småløb efter mig og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. De jokede med lægerne – om de måtte komme med ind hvor det foregik osv..Men selvfølgelig skulle de blive udenfor døren.

Jeg blev kørt ind på stuen hvor det hele skulle foregå. Lægen der var midt i fyrrene og som skulle foretage indgrebet bød mig smilende velkommen. Der blev lagt drop (venflon) i min arm så evt. medicin kunne sprøjtes direkte ind (blodfortyndende medicin). Jeg følte mig fuldkommen prisgivet og tænkte – så nu dør jeg, om lidt!

Jeg blev dækket til med grønt klæde – hovedet kiggede dog frem, men jeg var ikke i stand til at se hvad der blev lavet ved min lyske. Lægen forklarede dog, at nu ville jeg få en lokalbedøvende sprøjte i både højre og venstre lyske og han lovede, at intet blev ført ind i kroppen på mig før bedøvelsen virkede.

At få stikket i lysken gjorde ikke ondt. Det strammede kun lidt, da det lokalbedøvende stof trængte ind i vævet. Så snakkede lægen lidt med mig og min bevidsthed fangede musik fra en lille radio, der stod i lokalet.

- På den skærm dér, vil du kunne se dit hjerte fordi vi har et lille kamera som vi om lidt fører ind i venen – i den ene lyske. Og i den anden indfører vi brænder og pacer. Men jeg kan se på din puls, at det vist ikke er nødvendigt, at fremkalde takykardi med paceren – du har det allerede! Så meget desto nemmere bliver det, at finde det punkt i hjertet, der skal brændes.

Jeg lyttede og lyttede ikke. Radioen spillede stadig.

- Kan du mærke det her?

Jeg kunne intet mærke. Og lægen sagde, at nu ville han indsætte katetrene i årerne. Det begyndte at bløde lidt, som han sagde. Men det var ok. Jeg kunne ikke mærke andet end at der blev hevet lidt i mit skind.

- Hm, jeg synes det bløder lidt vel rigeligt..Jeg må nok ha assistance!

En lille kineser havde stået og vasket hænder i et tilstødende lokale og kom nu løbende ud og sagde, at det her overtog han. Jeg bemærkede en lille sitren i den anden læges ansigt.

- Men du har lige været på i over 6 timer Chen?

Chen? Det var søreme den berømte Chen, der stod der og ville overtage det hele selv om det betød overarbejde for ham. Han smilede beroligende til mig og tryllede krisen væk!

- Når du kommer herfra, så får du aldrig mere takykardi!

Han sagde det så overbevisende til mig, at jeg – midt i min underlige tilstand – kun kunne smile og nikke. Katetrene blev ført ind i kroppen på mig via højre og venstre lyske – og det gjorde overhovedet ikke ondt! Det eneste jeg mærkede i kroppen, var en svag kildrende fornemmelse. Den var mere behagelig end ubehagelig.

- Dit hjerte kan du se på skærmen!

Chen pegede med panden over på en skærm hvor et hjerte, der skulle forestille mit – pumpede som besat. Jeg kunne se hvordan isenkrammet løb ubesværet igennem årene.

- Det er jo meget bløde og bøjelige kabler vi bruger!

Chen smilede og sagde noget på engelsk til en fyr der betjente elektronikken (radiobølgerne) ved et lille bord. Han sagde, at nu ville de prøve, at brænde – det var ikke svært at se, hvor impulserne stammede fra.

- Mens vi brænder skal du ligge mussestille. Du må slet ikke røre dig, for så risikerer vi at katetret rykker sig i hjertet og så brænder vi et forkert sted.

Jeg lå stiv som en pind. Og så advarede Chen – at nu brændte de. Det strammede en anelse i brystet, men egentlig var der ingen smerte. Hjertet hoppede lidt forvirret rundt og kom ind i normal sinusrytme. Jeg smilede og udbrød ahh, takykardien stoppede! Lidt efter kom den dog igen.

- Vi brænder igen – og du ligger musestille!

Jeg adlød. Min respekt var stor. Den mand, Chen, havde været på job i mange timer og så tog han alligevel over – sådan bare lige – sådan! Det strammede igen lidt i brystet og takykardien holdt inde. Nu gik et par minutter med normal sinusrytme. Chen var tilfreds.

- Er jeg færdig?

Chen rystede på hovedet og sagde at nu skulle der brændes godt og grundigt så jeg ville få noget smertestillende – da det kunne gøre lidt ondt. Jeg nægtede og sagde, nej – jeg kan sagtens holde det ud! Men sygeplejersken gav mig noget smertestillende i droppet og Chen bad mig endnu engang om at ligge mussestille mens de brændte.

Jeg fik det pludselig dårligt og følte det som om jeg skulle besvime. Sygeplejersken, der havde siddet og holdt mig på skuldrene for at berolige mig, gav mig ilt i en maske og så fik jeg det bedre.

- Er du klar? Vi brænder nu!

Jeg var klar og lå stiv som en pind. Og det var godt jeg fik smertestillende. Det her gjorde ondt. Man brændte også længere end de andre gange. Jeg kiggede op i loftet med min iltmaske om næse og mund og tænkte, at den smerte kunne beskrives, som hvis man havde ondt i musklerne efter et marathonløb – blot var det en vedvarende smerte og fornemmelse af, at lungerne blev hevet ud af ryggen på mig. Så var det pludselig overstået. Smerten holdt op. Chen smilede og hev mig ud af mit mentale blackout.

- Se hvor fint dit hjerte slår!

Jeg bemærkede, at det var overstået. Og det var sandt. Mit hjerte slog helt normalt. Efter en hel dag med takykardi var hjertet roligt. Indgrebet havde varet 3 timer. Man må sige, at det var gået super godt – takket være Chen.

- Nu er vi færdige! Vi trækker katetrene ud af dig nu. Er du glad?

Jeg kunne tude. Men var stadig i sådan en slags ingenmandsland rent mentalt. Men ja, jeg var glad. Og taknemmelig. Jeg kunne ikke få mine øjne væk fra Chen – jeg måtte vise min taknemmelighed med øjnene – jeg kunne ikke sige noget. Jeg var så rørt.

Så blev jeg kørt tilbage til min stue af en portør. Min mor havde siddet udenfor rummet og spurgte hvordan jeg havde det. Heldigvis var mine veninder gået og min mor skulle hente min datter i fritidsordningen, så hun blev også nødt til at gå. Jeg smilede og lå mussestille. Turde ikke røre mig. Ovenpå min mave og lyske havde de placeret sandsække så der blev holdt et konstant pres mod indstiksstederne (af hensyn til blødningsrisiko). Sygeplejersken satte hjerteovervågning til og sagde at nu skulle jeg ligge helt stille i 5 timer. Intet problem. Jeg ville gøre lige hvad de sagde! Jeg levede!

Der herskede en smule forvirring efter min datters instræden i verden. Lægerne lod mig dårlig nok holde hende, men mente at hun havde en infektion. De syntes hun så bleg ud og desuden havde hun små punktformede blødninger under huden visse steder på kroppen. I en fart bragte de hende til observation på neonatalafdelingen. Jeg var træt men i panik – hvad var der med min datter? Infektion og punktblødninger?!

De læger der ikke var smuttet med min datter ventede på efterbyrden, der åbenbart ikke havde tænk sig, at komme ud af kroppen på mig. Og jordemoderen spurgte til mit hjerte. Jeg havde stadig takykardi og nu var det vedvarende. Det havde det været de sidste 5 timer. Hun var nervøs over det. Jeg tænkte mere på mit barn.

Pludselig jog to læger deres albuer ned i maven på mig. Det gjorde så satans ondt! Men de forklarede det med, at det var utroligt vigtigt, at moderkagen kom ud. Og min livmoder var åbenbart så træt (den stakkel) at den ikke “orkede” at støde efterbyrden fra sig. Et par gange mere fik jeg albuer i maven – og endelig kom moderkagen.

Jeg blev syet af min jordmoder og så havde vi balladen. To læger kom hen til mig og stillede sig myndigt op.

- Vi bliver nok nødt til, at få dig bragt hen på hjerteafdelingen til stød. Dit hjerte skal bringes tilbage til normaltilstand.

Jeg glemte helt at jeg var træt og svag og satte mig op i sengen mens jeg meget klart og tydeligt sagde, at dét her skulle jeg nok klare selv! Jeg bad dem om at give mig et par minutter – så skulle jeg nok få rytmen på plads.

Og som om det virkelig var mig, der egentlig havde magten over takykardien, steg jeg fortumlet ud af sengen og bukkede mig forover mens jeg holdt vejret og lavede min Valsalva-manøvre. Hjertet “lod som ingenting” i første omgang. Men derefter rullede det lidt rundt i brystet på mig og fandt så sin normale sinusrytme igen.

Og nu ville jeg ned og se til min lille datter på neonatalafdeling.