Årene efter mit andet afhop fra ablation gik så dårligt de kunne. Takykardien blev værre og værre – anfaldene længere og længere. Og jeg er klar over, at jeg psykisk var med til at stresse mig selv med dommedagstanker og andet fis. Jeg sygemeldte mig ofte fra mit job, som på daværende tidspunkt var meget stressende. Følte, at jeg ikke slog til. Når anfaldshjertebanken og svimmelhed tog mig på jobbet, måtte jeg forlade det jeg var igang med og da jeg havde svært ved at fortælle min arbejdsgiver hvor problemet lå, blev jeg hellere langtidssygemeldt. Det endte med at min arbejdsgiver konfronterede mig med min inaktivitet og så måtte jeg forlade mit job.

Sygedagpende kunne jeg passende leve af. Men jeg fik det jo ikke bedre af at gå derhjemme. Mine tanker kredsede konstant om hjertet og så syntes jeg også jeg fik brystsmerter. Gik til lægen konstant og ville ha målt blodtryk og kørt EKG ca. 1 gang om ugen.

- Lone-Kone jeg er alvorligt bange for, at du har udviklet en hjerteneurose oveni din takykardi..

Lægens ord beroligede mig slet ikke for var der ikke noget om, at man kunne dø af skræk?!

Jeg undlod at gå ud med veninder og det eneste jeg tog mig af, var mit barn. Min kæreste var fortvivlet. Han var vidne til mine humørdyk og takykardianfald – der som regel blev efterfulgt af de føromtalte hårde dunk.

Til sidst røg jeg ud af sygedagpengesystemet fordi der ikke var flere penge i den kasse. Så kom jeg i kløerne på Bistandskontoret SundbyNord.

Man kan sige, at det egentlig var fint, at de var sådan nogle “bitches”- disse sagsbehandlere. Ellers havde jeg sikkert ligget i min seng endnu, siddet og dyrket min egen elendighed og lignet ét stort ødelagt hjerte. For sagsbehandlerne gav mig kniven for struben og truede med at tage mine bistandspenge fra mig, hvis jeg ikke “samarbejdede” (det var ordet de brugte) – altså gik med til radiofrekvensablation. For dem gjaldt det jo om at få mig ud på arbejdsmarkedet igen. Og ifølge deres paragraffer havde de ret til at gøre dette. Sålænge der fandtes en behandling af takykardi, kunne der ikke blive tale om fx omskoling.

På daværende tidspunkt skiftevis rasede og græd jeg over sagens udvikling. Min angst for indgrebet kendte ingen grænser. Jeg var sikker på, at jeg ville dø under ablationen. Og så følte jeg det enormt ydmygende at disse sagsbehandlere havde så meget magt over mig og min krop. De truede mig jo på eksistensgrundlaget og jeg ankede sagen – men fik ikke medhold nogle steder.

Jeg var fanget.

Jeg blev nødt til at lade mig underkaste ablation ellers ville jeg miste retten til bistandspenge og hvordan skulle jeg så forsørge min datter og hvor ville det hele ende?

Min kæreste og jeg boede heller ikke sammen og vi havde ingen planer om det. Selvstændige, som vi jo begge var/er.

Endnu engang blev jeg skrevet op til ablation på Rigshospitalet. Og nu havde jeg to venninder og en meget insisterende mor på nakken. De ville alle tre følge mig til Riget den dag ablationen skulle foregå. Så ville de sørge for, at jeg ikke stak af igen, som jeg gjorde det nogle år tidligere.

Jeg gik ofte til samtale hos min læge og det hjalp mig lidt igennem angstens vanvid. Og egentlig var det utroligt befriende, at stå frem – være ærlig overfor slægt og venner ang. min takykardi. I al den tid jeg har haft denne lidelse prøvede jeg at skjule den – jeg orkede ikke folks panik omkring mig. Jeg ville bare være så normal som muligt. Ingen skulle tage hensyn til mig.

Men jeg kunne jo se, at uanset hvordan jeg vendte og drejede mig, så KOM det dertil hvor folk måtte finde sig i, at jeg lige skulle gå lidt langsommere, spise lidt mindre, drikke lidt mindre osv.. Jeg kom altså alligevel til at vække deres bekymring.

Nuvel. Jeg stod på venteliste til radiofrekvensablation alle gode gange 3. Og denne gang var det umuligt at springe fra – det sørgede både mine venner, min familie OG mit bistandskontor for.