Det var ikke meningitis. Gudskelov. Og min datter tog godt for sig at livet. Efter en uges tid på Århus Kommmunehospital og en raskmelding af min datter – kunne vi – mor far og barn tage hjem med den lille ny og lære hinanden at kende i fred og ro.

Min takykardi havde holdt sig væk i et par dage og jeg tænkte – kan det have noget på sig, at man efter en fødsel evt. kan blive denne lidelse kvit? En læge havde engang talt derom, og jeg kom pludselig på, at jeg måske var én af de heldige der skulle opleve det? I de 14 år jeg havde lidt af takykardi var der mindst 3-7 anfald hver dag. For det meste korte anfald, men de var der.

Men måske denne gang?

Jeg havde fået grønt lys med hensyn til at amme mit barn selv om jeg indtog Inderal retard.

- Det er så lille en dosis du får, så det vil ikke skade dit barn.

Jeg var en glad mor. Og pyt – at takykardien alligevel vendte tilbage til sin værtinde/mig efter 3 dages fravær – intet kunne virkelig ødelægge mit humør – når blot jeg havde min smukke, lille datter hos mig – som endda var rask og åbenbart ikke så ud til at have lidt under takykardien, der havde fulgt mig/hende gennem det meste af graviditeten. Medicinen så umiddelbart heller ikke ud til at påvirke hende. Vi havde det helt fint, min datter og jeg.

Dér lå hun i en gennemsigtig plastikkasse. Hun lå ganske stille. Man havde givet hende drop med antibiotika – det sad i en åre i hovedet på hende – lægerne kunne ikke stikke hende på håndryggen – årerne hos en nyfødt er så “friske” – de ruller simpelthen væk under nålen.

Jeg var grædefærdig. At de havde stukket nåle i min baby – og at hun var syg, selv om hun så så smuk og rask ud – den var svært at tage. Men jeg måtte tage lægernes ord for gode varer, når de mente at barnet havde en infektion, der krævede øjeblikkelig behandling med antibiotika. Endnu kunne de ikke udelukke meningkitis – men de ville tage en rygmarvsprøve og så se hvad den sagde. Blodprøverne viste i hvert fald, at min datter havde sepsis (blodforgiftning), der evt. kunne sættes i forbindelse med fødslen, hvor hun måske havde været i kontakt med mine eskrementer (colibakterier).

- Er det virkelig nødvendigt, alt det her?

- Vi har stået med nyfødte børn i armene, der havde samme symptomer, som din datter. Det ene øjeblik virkede barnet ok – det næste – døde det fra os, fordi vi ikke satte hurtigt ind med antibiotika.

Jeg tog hende forsigtigt op og passede på ikke at rykke ved droppet. Lægerne havde barberet en del hår af hovedet på hende dér, hvor droppet nu sad. Hun gryntede og virkede utålmodig – og rask og stærk..

- Dit barn vil nok ammes nu!

Sygeplejersken nikkede tilfreds og jeg glemte helt at tænke på betablogger og amning. Min datter blev lagt til og fandt meget hurtigt ud af hvad det drejede sig om. Hun så lykkelig ud – jeg var lykkelig. Selv om hendes entré til denne verden havde været den rene tumult.

Der herskede en smule forvirring efter min datters instræden i verden. Lægerne lod mig dårlig nok holde hende, men mente at hun havde en infektion. De syntes hun så bleg ud og desuden havde hun små punktformede blødninger under huden visse steder på kroppen. I en fart bragte de hende til observation på neonatalafdelingen. Jeg var træt men i panik – hvad var der med min datter? Infektion og punktblødninger?!

De læger der ikke var smuttet med min datter ventede på efterbyrden, der åbenbart ikke havde tænk sig, at komme ud af kroppen på mig. Og jordemoderen spurgte til mit hjerte. Jeg havde stadig takykardi og nu var det vedvarende. Det havde det været de sidste 5 timer. Hun var nervøs over det. Jeg tænkte mere på mit barn.

Pludselig jog to læger deres albuer ned i maven på mig. Det gjorde så satans ondt! Men de forklarede det med, at det var utroligt vigtigt, at moderkagen kom ud. Og min livmoder var åbenbart så træt (den stakkel) at den ikke “orkede” at støde efterbyrden fra sig. Et par gange mere fik jeg albuer i maven – og endelig kom moderkagen.

Jeg blev syet af min jordmoder og så havde vi balladen. To læger kom hen til mig og stillede sig myndigt op.

- Vi bliver nok nødt til, at få dig bragt hen på hjerteafdelingen til stød. Dit hjerte skal bringes tilbage til normaltilstand.

Jeg glemte helt at jeg var træt og svag og satte mig op i sengen mens jeg meget klart og tydeligt sagde, at dét her skulle jeg nok klare selv! Jeg bad dem om at give mig et par minutter – så skulle jeg nok få rytmen på plads.

Og som om det virkelig var mig, der egentlig havde magten over takykardien, steg jeg fortumlet ud af sengen og bukkede mig forover mens jeg holdt vejret og lavede min Valsalva-manøvre. Hjertet “lod som ingenting” i første omgang. Men derefter rullede det lidt rundt i brystet på mig og fandt så sin normale sinusrytme igen.

Og nu ville jeg ned og se til min lille datter på neonatalafdeling.

De var der allesammen til at tage imod mig på hospitalet; fødselslæger, jordemor og portører med bårer og det hele.

- Du har åbnet dig over fem centimeter! Så skal du på fødegangen med det samme!

Jeg var næsten helt shokeret, havde hørt fra veninder, at de lå i smerter 36 timer før de fødte deres barn! Det her var jo for godt til at være sandt!

Takykardien reagerede i god stil. Men jeg havde ikke tid til den. Ville den gøre det svært for mig måtte jeg deale med den – bare lægerne ikke gik for højt op i den.

På fødselstuen fik jeg en sækkestol at hvile i når veerne holdt pause, hvilket de gjorde utroligt sjældent. En læge spurgte til mit hjerte og jeg bad ham om ikke at være så nervøs. Det slog hurtigt jo jo, men nu var det ikke hjertet det drejede sig om, nu ville jeg føde!

Jordemoderen tilbød mig lattergas og jeg skubbede masken væk – smerter havde jeg, men de var til at holde ud. Nu skulle lægerne – der var ca. 7 af slagsen omkring mig – bare skrubbe af!

.
- Må de studerende komme ind og se med på et tidspunkt?

Jeg snerrede og nærmest råbte af lægerne – jeg ville være i fred med min fødsel. Ingen til glofødsel hos mig!

Efter et par timer var jeg klar til at presse. Hjertet kørte stadig i karrusel men heldigvis var der mere fokus på fødsel end hjertebanken. Min egen frygt omkring takykardien var til at holde ud. Jeg fornemmede en regelmæssig – men meget hurtig puls. Jeg følte mig ikke træt eller skidt tilpas og desuden kunne jeg sommetider få pulsen til at sagtne farten.

Men da jordemor og læge ville have mig til at ligge ned fordi, som de sagde – at jeg skulle til at presse barnet ud – gik det galt. Jeg følte at jeg ikke kunne styre takykardien og pludselig overtog frygten min fødselsiver. Det kunne godt være, at jordemoren havde mere styr på fødselen sålænge jeg lå ned, Men MIN styrke svandt ind og veerne blev svagere. Lægerne bemærkede at barnet var stresset (på det grønne fostervand og barnets hjertelyd).

- Nu må du presse! DU SKAL HA BARNET UD NU! ELLERS BLIVER DET KEJSERSNIT!

Jeg ville ikke have kejsersnit! Og jeg skreg så højt jeg kunne, at jeg nok skulle tage mig sammen og presse. Til mig selv bad jeg frygten om at skride ad helvede til. Nu var det barnets liv og ikke mit.

Der blev lagt en lille lokalbedøvelse fordi man ville klippe. Så sagde jordemoren at hun lagde en blød kop fordi hun ville hjælpe med at trække barnet ud af mig – min livmoder var blevet træt og veerne var derfor ved at forsvinde.

Og gud, hvor var jeg taknemmelig! For med jordemorens hjælp og mine sidste kræfter i brug, kom mit barn til verden!

På trods af indlæggelsen – på trods af medicinering og et noget trykket humør både hos kæresten og mig, gik graviditeten egentlig fint. Var der sommetider nogle anfald jeg havde svært ved at styre, måtte jeg tage en ekstra propranolol i pilleform. Men heldigvis skete det sjældent. Jeg kunne mærke, at betabloggerne holdt om hjertet og fik det sat lidt ned i slag. Dog sov jeg uroligt om natten, havde ofte mareridt og vågnede med sved over det hele – men det var måske pga den store mave.

Jeg var ofte plaget af svimmelhed og kvalme – men også disse gener tillagde jeg graviditeten.

Senere fandt jeg ud af, at det kunne være bivirkninger fra medicinen.

Takykardien slap mig selvfølgelig ikke. Men medicinen holdt de lange og stædige anfald væk.

Jeg var også begyndt at frygte fødselen. Ikke pga smerter – men mere pga mit hjerte. Hvordan ville det opføre sig under fødselen, som jo – selv om det er en smuk begivenhed – er et stresset øjeblik?

Lægerne sagde at jeg bare skulle tage det helt roligt. De kunne give mig alt – lige fra lattergas til kejsersnit – hvis det skulle være nødvendigt.

Og var barnet på noget tidspunkt i fare, havde man jo neonatalafdelingen på Århus Kommunehospital – min kæreste og jeg skulle slet ikke gøre os nogle bekymringer.

Jeg ville bare have så normal en fødsel som muligt.

Min næste bekymring var amningen?

Jeg fik jo betablogger og kunne ikke bare stoppe med medicinen fra den ene dag til den anden – så ville jeg jo risikere at få det dårligt – og det havde mit barn jo ikke brug for. Men ville barnet tage skade af at indtage stoffet via modermælken?

I brugsanvisningen af medicinen stod, at man ikke måtte amme, hvis man indtog Inderal retard. Men lægerne mente ikke det var et problem. Så hvad skulle jeg forholde mig til?

Jeg gik elleve dage over tiden og lægerne på Århus Kommunehospital var lige ved at sætte mig igang.

Det lille barn i mig var dog hurtigere end lægerne og en sen aften mærkede jeg et smæld over lænden, som om en elastik sprang – og så gik vandet. Fødselen var igang!

Mens jeg havde hyppige veer – ca. 1 ve hvert 3 minut – gik jeg gispende og lykkelig rundt i lejligheden. Det var ikke slemt – hvis det her var veer. Til gengæld gik mit hjerte amok. Det satte alle impulser ind på at give mig og mit ufødte barn en god portion takykardi.

Kæresten prøvede at smøre madpakke mens fostervandet sejlede rundt i hele huset.

Vi havde ringet til Århus Kommunehospital, der havde sagt, at når fostervandet er gået, så skal den fødende ligge ned. Men jeg kunne ikke ligge ned. Sålænge jeg gik rundt om stuebordet – holdt mig oprejst – var takykardien i min hue hånd. Lagde jeg mig, gik hjertet amok igen.

Ambulancen kom utroligt hurtigt og to store falckmænd hjalp mig ned ad trapperne – vi boede på 3. sal.

I ambulancen kom veerne hurtigere og hurtigere. Jeg var nu ikke nervøs. Men det irriterede mig, at de kørte med blå blink.

Det var skønt vejr i København. Kæresten og jeg var taget til staden da jeg ville holde fødselsdag med min runde mave, familie og venner. Den første dag skulle fejres med en gode veninde. Frokost og bif-tur. Jeg glædede mig.

Om morgen da jeg stod op, kunne jeg godt mærke, at mit hjerte var touchy. Det sendte små anfald ud i mit system med jævne mellemrum. Jeg var irriteret. Hvorfor lige netop i dag, hvor jeg ikke havde tid til at tage mig af dem? Desuden var maven begyndt at gøre det mere besværligt for mig mht selvbbehandling (Valsalva-manøvre) af takykardien. Det tog længere tid, at få hjertet til ro.

Jeg tog afsted til byen og ignorerede de små anfald, der kom og gik med jævne mellemrum.

Med vilje valgte jeg dog kun at spise lidt salat, da jeg sad med veninden på cafe. Min erfaring fortalte mig jo, at anfaldene ofte kom efter spisning og med min gryende graviditet, var det levet sværere for mig at spise noget overhovedet.

- Er du slet ikke sulten?

- Nah, kom lad os smutte i biografen.

Vi skulle se Kieslowskis “HVID” og jeg glædede mig. Så snart jeg satte mig i biografsædet begyndte hjertet at tale med store takker. Det piskede afsted, det bedste det havde lært. Og jeg kunne ikke slappe af – maven strammede. Og sparkede den lille? Jeg var bekymret. Til sidst måtte jeg sige til veninden, at jeg blev nødt til at gå. Jeg havde takykardi og kunne ikke styre det. Hun blev selvfølgelig bekymret men forstod det så godt.

Udenfor biografen gik jeg igang med lave mine manøvre – sådan noget med at bøje mig forover og holde vejret – lave et indre pres med bugmusklerne. Det skete ikke andet end at hjertet fortsatte sit vanvittige ridt. Så skulle jeg tisse. Jeg måtte ned ad nogle trapper for at komme til toiletterne og bare dét at bevæge nedad de trapper, gav mig en fornemmelse af, at nu kunne jeg snart ikke mere.

Da jeg kom op af trapperne fór jeg ud på gaden og prajede en taxa. Min veninde ville have fulgt mig hjem men jeg afviste hende. Ville være i fred. Og hvor skulle jeg være i fred?

Mens jeg boede i København havde jeg haft en rigtig god læge. Hende savnede jeg nu. Jeg tog chancen og bad chaufføren om at køre mig til Christianshavn hvor jeg vidste hun havde praxis. Klokken var sen eftermiddag og jeg anede ikke om hun overhovedet stadig var på job, men jeg håbede. Jeg var så bange for mit ufødte barns tilstand. Takykardien havde varet ca. 45 minutter.

Min gamle læge var i sin praxis og hun blev mildest talt forundret over at se mig. Hun blev først glad – det var jo et par år siden – og nu var jeg gravid? Det var da dejligt!

Så fortalte jeg hende grædende om hvad der havde bragt mig til hende og hun ville straks have mig på hospitalet.

Jeg blev indlagt på det nuværende Amager Hospital og blev gjort klar til EKG.

For første gang fangede lægerne et af mine takykardianfald og kunne se på strimmelen hvad det drejede sig om.

Da jeg var gravid, var det jo en kilden sag hvad de skulle sprøjte i mig af medicin. Men de valgte at sætte mig i en anfaldsbrydende behandling med noget hjertestyrkende (som de sagde) adenosin – startede med små doser. Imens det hele stod på bad de mig også om at lave vagale manøvrer – som i øvrigt slet ikke havde effekt overhovedet. De gav mig også en mild beroligende pille men om jeg kunne mærke den – nej. Jeg var fuldstændig kørt op i en spids. Min kæreste kom styrtende ind på hospitalet og var grædefærdig. Dét hér – kunne det skade vores barn? Medicinen og takykardien? Vi fik ikke så mange svar men måtte “oversætte” diverse grynt og hmmm.. og det gjorde vi selvfølgelig sådan, at vi syntes at kunne spore dyb bekymring hos læger og sygeplejesker, hvilket gjorde os endnu mere nervøse.

Da takykardien blev ved øgede de dosis og da det ikke hjalp ville de prøve med et andet præparat.

Næste valg var propranolol. Og der skete en mærkbar forandring. Hjerterytmen lavede sine sædvanlige rock og rul og vendte sig og snurrede indtil den fandt sin gode gamle sinusrytme igen. Lægerne åndede lettet op. Men så slog hjertet over igen og fortsatte sin vanvittige sport. – Mere propranolol – og endelig..endelig faldt hjertet til ro.

Jeg lå helt stille. Turde ikke bevæge mig. Sommetider kunne jeg nemlig fremkalde nye anfald (efter et længerevarende ét) ved bare at dreje hovedet til venstre eller højre. Så jeg lå helt helt stille.

Sygeplejerskerne var så søde. De kom med mad – men jeg ville intet have. Turde ikke spise – turde ikke engang synke mit spyt. Jeg ville ligge helt stille så takykardien ikke “fik øje på mig igen”.

- Men du skal altså spise noget – vi kan se på blodprøverne, at “du begynder at spise af dig selv”. Du må også tænke på dit barn..

Og de skulle bare vide hvor meget jeg tænkte på mit barn. Jeg tog imod en skål med kogte ærter og gulerødder – kød og kartofler lod jeg stå.

Mit ophold på hospitalet blev til to dage. Man ville finde en dosis, som passede mig. Og da jeg reagerede så godt på propranolol ville det blive den form for betablogger, som jeg skulle tage fra nu af og graviditeten ud. Det stof var i øvrigt også det bedste, at give mig nu hvor jeg var gravid. Det ville ikke skade barnet når jeg fik så lille en dosis, som jeg gjorde.

Så fra den dag af og graviditeten ud skulle jeg tage en depotkapsel hver dag på samme tidspunkt for bevare et jævnt medicinspejl i blodet døgnet rundt. Ren forebyggelse, som de sagde.

Inderal retard med det aktive stof propanolol skulle være min medicin i flere år. Og min baby sparkede stadig.

Da jeg var 29 år blev jeg gravid.

Jeg havde på dét tidspunkt levet med min rytmeforstyrrelse siden mit 16. år. Den var nu en del af min identitet og jeg havde tilpasset mig forholdene: Ikke for meget alkohol og slik. Jeg drak også koffeinfri kaffe, for alm. kaffe gik slet ikke. Jeg spiste heller ikke for kraftige og store måltider men i stedet små og lette af slagsen; jeg havde nemlig bemærket, at pulsen måtte arbejde hurtigere hvis jeg havde spist 3 retter mad og jeg vidste jo, at hver gang den kom op på en vis frekvens, så startede balladen. – Det holdt selvfølgelig ikke takykardien helt væk, at jeg levede så påpasseligt. Den var en evig pestilens jeg måtte trækkes rundt med (eller den trak i virkeligheden rundt med mig). Men det gjorde at anfaldene blev af mere kortvarrig karakter – og jeg kunne så også bedre styre dem med Valsalva-manøvren. Gik jeg ikke igang med at stoppe et anfald meget hurtigt, skete der nemlig det, at anfaldet blev “stædigere” og kunne fortsætte i alt for lang tid. Som om hjertet blev stresset af disse anfald og derfor også mere touchy og sværere, at få manøvret på plads.

Min læge havde i øvrigt advaret mig om, at jeg ikke måtte være dårlig i mere end 15 minutter – fortsatte takykardien måtte jeg på hospitalet.

Min daværende kæreste og jeg levede et fredeligt og sundt liv i en lille by i midtjylland. Vi boede på landet og kosten var vegetarisk. Vi gik lange ture – jeg cyklede, men brød mig ikke så meget om at cykle, da anfaldene altid dukkede op når pulsen kom op over en vis frekvens.

Selvfølgelig havde jeg søgt litteratur om graviditet og takykardi. Men jeg fandt ikke rigtigt noget. Jeg ville nu have børn. Og med mine 29 år var det ved at være “på tide”, syntes jeg.

Jeg havde sat en annonce om graviditet og takykardi i tidsskriftet “FORÆLDRE OG FØDSEL” og via den annonce fik jeg kortvarig korrespondance med en kvinde, der som jeg, led af takykardi og som havde født 3 børn uden at det gik galt – hun havde med andre ord ikke flere eller værre anfald af takykardi under graviditet og fødsel. Derfor gik jeg ikke i panik, da jeg selv blev gravid. Tværtimod mente jeg, at det nok skulle gå.

De 3 første måneder gik også fint. Jeg havde stadig takykardi men kunne styre den med valsalva-manøvren og andre finurlige måder, som jeg selv havde fundet frem til.

Jeg gik til jordemoder og hun kendte også til kvinder – graviditet – takykardi og mente blot, at jeg skulle gå hyppigt til kontrol på daværende Århus Kommunehospital (nu revet ned). Mine bekymringer om at fosteret i maven evt. kunne lide af iltmangel under evt. anfald af takykardi mente lægerne nu ikke jeg skulle bekymre mig om. Moderkagen har et ekstra “lager” af iltet blod og det “tager” barnet af i første omgang – hvis noget katastrofalt skulle ske. Til gengæld mente de, at jeg burde have fået “ordnet” takykardien ved radiofrekvensablation inden jeg var blevet gravid. Det ville evt. kunne spare mig for komplikationer under fødslen.

Komplikationer?

Jeg havde faktisk været skrevet op på Skejby Sygehus til radiofrekvensablation inden jeg blev gravid. Men jeg var mistroisk overfor indgrebet. Havde heller ikke fundet et fora med mennesker, der havde været igennem ablation. Den eneste kvinde jeg kom i forbindelse med ang. sådan et indgreb var en meget ulykkelig moder. Hendes 17-årige datter havde på daværende tidspunkt været igennem ablation. Og datteren havde nu fået uregelmæssig puls og angst efter indgrebet. Moderen ville slet ikke anbefale mig, at få dette indgreb.

Så hvad gør man så, når man fyldes med en skrækhistorie? Hvis man, som jeg, var bange i forvejen, så giver svaret sig selv. Jeg sprang fra – ringede til Skejby Sygehus og sagde, at jeg egentlig havde det for godt til at bruge systemets penge til et indgreb, der sikkert vil gavne andre mennesker meget mere end mig.

Om jeg fortrød at jeg sprang fra?

Med det der senere skete for mig, vil jeg sige Ja, jeg fortrød. Men det er nu alligevel for sent, at være bagklog. Dog vil jeg ikke anbefale nogen, at springe fra ablation hvis de får tilbuddet. Det er nemlig ikke så slemt, som man gør det til. Selvfølgelig er der risici ved alt – og også med ablation. Men det kommer jeg nærmere ind på i et andet indlæg.

Men jo, jeg fortød. Da jeg var fire måneder henne i graviditeten skete noget, der fik mig til at fortryde at jeg sprang fra.