Dér lå hun i en gennemsigtig plastikkasse. Hun lå ganske stille. Man havde givet hende drop med antibiotika – det sad i en åre i hovedet på hende – lægerne kunne ikke stikke hende på håndryggen – årerne hos en nyfødt er så “friske” – de ruller simpelthen væk under nålen.

Jeg var grædefærdig. At de havde stukket nåle i min baby – og at hun var syg, selv om hun så så smuk og rask ud – den var svært at tage. Men jeg måtte tage lægernes ord for gode varer, når de mente at barnet havde en infektion, der krævede øjeblikkelig behandling med antibiotika. Endnu kunne de ikke udelukke meningkitis – men de ville tage en rygmarvsprøve og så se hvad den sagde. Blodprøverne viste i hvert fald, at min datter havde sepsis (blodforgiftning), der evt. kunne sættes i forbindelse med fødslen, hvor hun måske havde været i kontakt med mine eskrementer (colibakterier).

- Er det virkelig nødvendigt, alt det her?

- Vi har stået med nyfødte børn i armene, der havde samme symptomer, som din datter. Det ene øjeblik virkede barnet ok – det næste – døde det fra os, fordi vi ikke satte hurtigt ind med antibiotika.

Jeg tog hende forsigtigt op og passede på ikke at rykke ved droppet. Lægerne havde barberet en del hår af hovedet på hende dér, hvor droppet nu sad. Hun gryntede og virkede utålmodig – og rask og stærk..

- Dit barn vil nok ammes nu!

Sygeplejersken nikkede tilfreds og jeg glemte helt at tænke på betablogger og amning. Min datter blev lagt til og fandt meget hurtigt ud af hvad det drejede sig om. Hun så lykkelig ud – jeg var lykkelig. Selv om hendes entré til denne verden havde været den rene tumult.

Der herskede en smule forvirring efter min datters instræden i verden. Lægerne lod mig dårlig nok holde hende, men mente at hun havde en infektion. De syntes hun så bleg ud og desuden havde hun små punktformede blødninger under huden visse steder på kroppen. I en fart bragte de hende til observation på neonatalafdelingen. Jeg var træt men i panik – hvad var der med min datter? Infektion og punktblødninger?!

De læger der ikke var smuttet med min datter ventede på efterbyrden, der åbenbart ikke havde tænk sig, at komme ud af kroppen på mig. Og jordemoderen spurgte til mit hjerte. Jeg havde stadig takykardi og nu var det vedvarende. Det havde det været de sidste 5 timer. Hun var nervøs over det. Jeg tænkte mere på mit barn.

Pludselig jog to læger deres albuer ned i maven på mig. Det gjorde så satans ondt! Men de forklarede det med, at det var utroligt vigtigt, at moderkagen kom ud. Og min livmoder var åbenbart så træt (den stakkel) at den ikke “orkede” at støde efterbyrden fra sig. Et par gange mere fik jeg albuer i maven – og endelig kom moderkagen.

Jeg blev syet af min jordmoder og så havde vi balladen. To læger kom hen til mig og stillede sig myndigt op.

- Vi bliver nok nødt til, at få dig bragt hen på hjerteafdelingen til stød. Dit hjerte skal bringes tilbage til normaltilstand.

Jeg glemte helt at jeg var træt og svag og satte mig op i sengen mens jeg meget klart og tydeligt sagde, at dét her skulle jeg nok klare selv! Jeg bad dem om at give mig et par minutter – så skulle jeg nok få rytmen på plads.

Og som om det virkelig var mig, der egentlig havde magten over takykardien, steg jeg fortumlet ud af sengen og bukkede mig forover mens jeg holdt vejret og lavede min Valsalva-manøvre. Hjertet “lod som ingenting” i første omgang. Men derefter rullede det lidt rundt i brystet på mig og fandt så sin normale sinusrytme igen.

Og nu ville jeg ned og se til min lille datter på neonatalafdeling.

De var der allesammen til at tage imod mig på hospitalet; fødselslæger, jordemor og portører med bårer og det hele.

- Du har åbnet dig over fem centimeter! Så skal du på fødegangen med det samme!

Jeg var næsten helt shokeret, havde hørt fra veninder, at de lå i smerter 36 timer før de fødte deres barn! Det her var jo for godt til at være sandt!

Takykardien reagerede i god stil. Men jeg havde ikke tid til den. Ville den gøre det svært for mig måtte jeg deale med den – bare lægerne ikke gik for højt op i den.

På fødselstuen fik jeg en sækkestol at hvile i når veerne holdt pause, hvilket de gjorde utroligt sjældent. En læge spurgte til mit hjerte og jeg bad ham om ikke at være så nervøs. Det slog hurtigt jo jo, men nu var det ikke hjertet det drejede sig om, nu ville jeg føde!

Jordemoderen tilbød mig lattergas og jeg skubbede masken væk – smerter havde jeg, men de var til at holde ud. Nu skulle lægerne – der var ca. 7 af slagsen omkring mig – bare skrubbe af!

.
- Må de studerende komme ind og se med på et tidspunkt?

Jeg snerrede og nærmest råbte af lægerne – jeg ville være i fred med min fødsel. Ingen til glofødsel hos mig!

Efter et par timer var jeg klar til at presse. Hjertet kørte stadig i karrusel men heldigvis var der mere fokus på fødsel end hjertebanken. Min egen frygt omkring takykardien var til at holde ud. Jeg fornemmede en regelmæssig – men meget hurtig puls. Jeg følte mig ikke træt eller skidt tilpas og desuden kunne jeg sommetider få pulsen til at sagtne farten.

Men da jordemor og læge ville have mig til at ligge ned fordi, som de sagde – at jeg skulle til at presse barnet ud – gik det galt. Jeg følte at jeg ikke kunne styre takykardien og pludselig overtog frygten min fødselsiver. Det kunne godt være, at jordemoren havde mere styr på fødselen sålænge jeg lå ned, Men MIN styrke svandt ind og veerne blev svagere. Lægerne bemærkede at barnet var stresset (på det grønne fostervand og barnets hjertelyd).

- Nu må du presse! DU SKAL HA BARNET UD NU! ELLERS BLIVER DET KEJSERSNIT!

Jeg ville ikke have kejsersnit! Og jeg skreg så højt jeg kunne, at jeg nok skulle tage mig sammen og presse. Til mig selv bad jeg frygten om at skride ad helvede til. Nu var det barnets liv og ikke mit.

Der blev lagt en lille lokalbedøvelse fordi man ville klippe. Så sagde jordemoren at hun lagde en blød kop fordi hun ville hjælpe med at trække barnet ud af mig – min livmoder var blevet træt og veerne var derfor ved at forsvinde.

Og gud, hvor var jeg taknemmelig! For med jordemorens hjælp og mine sidste kræfter i brug, kom mit barn til verden!