Jeg var en pige på 18 år, der ville feste med vennerne. Alkohol måtte jeg indtage med måde, ellers skulle jeg plages af hurtig hjerterytme og takykardi dagen efter. En dag ville jeg prøve at indtage hash. Det var lige før jeg troede jeg tog billetten. Jeg sad oppe hele natten med dødsangst og et hjerte, der var ved at hoppe ud af brystet på mig. Alkohols bivirkninger kunne jeg lige klare, men hashens påvirkning af mit hjerte havde jeg ikke lyst til at prøve igen. Så det var første og sidste gang jeg indtog den grønne cannabis.

Som tiden gik insisterede mine forældre på, at jeg gik til en anden hjertespecialist end den første, der blot ville udskrive beroligende medicin.

Og fra jeg trådte ind i hans stue kunne jeg mærke, at hér var en læge af format. Han bænkede mig og bad mig fortælle om min hjertebanken ned til den mindste detalje, hvilket jeg med glæde gjorde; endelig et menneske, der ikke bagatelliserede mine symptomer.

Han kørte et EKG og målte blodtryk – alt så fint ud. Så kiggede han på mig og sagde:

- Jeg er overbevist om, at du har takykardi.

- Er det farligt?

- Nej.

- Er det ikke noget jeg dør af?

- Nej.

Han huskede mig på at jeg heller aldrig var besvimet af mine anfald. Jeg kunne være ganske sikker på, at der ikke skete mig noget.

- Men det er ubehageligt – og jeg kan godt udskrive betablogger til dig. Men de bivirkninger, der er ved den medicin er værre end dine symptomer. I USA er man begyndt at operere på folk med takykardi. Men hvis jeg var dig ville jeg vente nogle år. I den tid der går, kan lægerne kun blive dygtigere.

Jeg ville vide, hvordan jeg så skulle leve.

- Så normalt som muligt.

- Skal jeg ikke holde op med at drikke kaffe?

- Nej, det har ingen betydning. Du ved også hvordan du evt. kan få anfaldene til at gå væk?

- Ja, med den der Valsalva-øvelse.

- Præcis.

Jeg gik derfra mere let om hjertet end da jeg var kommet. Jeg var blevet taget alvorligt for første gang. På dét tidspunkt havde jeg havde tumlet rundt med mit løbske hjerte i halvandet år.