På trods af indlæggelsen – på trods af medicinering og et noget trykket humør både hos kæresten og mig, gik graviditeten egentlig fint. Var der sommetider nogle anfald jeg havde svært ved at styre, måtte jeg tage en ekstra propranolol i pilleform. Men heldigvis skete det sjældent. Jeg kunne mærke, at betabloggerne holdt om hjertet og fik det sat lidt ned i slag. Dog sov jeg uroligt om natten, havde ofte mareridt og vågnede med sved over det hele – men det var måske pga den store mave.

Jeg var ofte plaget af svimmelhed og kvalme – men også disse gener tillagde jeg graviditeten.

Senere fandt jeg ud af, at det kunne være bivirkninger fra medicinen.

Takykardien slap mig selvfølgelig ikke. Men medicinen holdt de lange og stædige anfald væk.

Jeg var også begyndt at frygte fødselen. Ikke pga smerter – men mere pga mit hjerte. Hvordan ville det opføre sig under fødselen, som jo – selv om det er en smuk begivenhed – er et stresset øjeblik?

Lægerne sagde at jeg bare skulle tage det helt roligt. De kunne give mig alt – lige fra lattergas til kejsersnit – hvis det skulle være nødvendigt.

Og var barnet på noget tidspunkt i fare, havde man jo neonatalafdelingen på Århus Kommunehospital – min kæreste og jeg skulle slet ikke gøre os nogle bekymringer.

Jeg ville bare have så normal en fødsel som muligt.

Min næste bekymring var amningen?

Jeg fik jo betablogger og kunne ikke bare stoppe med medicinen fra den ene dag til den anden – så ville jeg jo risikere at få det dårligt – og det havde mit barn jo ikke brug for. Men ville barnet tage skade af at indtage stoffet via modermælken?

I brugsanvisningen af medicinen stod, at man ikke måtte amme, hvis man indtog Inderal retard. Men lægerne mente ikke det var et problem. Så hvad skulle jeg forholde mig til?

Jeg gik elleve dage over tiden og lægerne på Århus Kommunehospital var lige ved at sætte mig igang.

Det lille barn i mig var dog hurtigere end lægerne og en sen aften mærkede jeg et smæld over lænden, som om en elastik sprang – og så gik vandet. Fødselen var igang!

Mens jeg havde hyppige veer – ca. 1 ve hvert 3 minut – gik jeg gispende og lykkelig rundt i lejligheden. Det var ikke slemt – hvis det her var veer. Til gengæld gik mit hjerte amok. Det satte alle impulser ind på at give mig og mit ufødte barn en god portion takykardi.

Kæresten prøvede at smøre madpakke mens fostervandet sejlede rundt i hele huset.

Vi havde ringet til Århus Kommunehospital, der havde sagt, at når fostervandet er gået, så skal den fødende ligge ned. Men jeg kunne ikke ligge ned. Sålænge jeg gik rundt om stuebordet – holdt mig oprejst – var takykardien i min hue hånd. Lagde jeg mig, gik hjertet amok igen.

Ambulancen kom utroligt hurtigt og to store falckmænd hjalp mig ned ad trapperne – vi boede på 3. sal.

I ambulancen kom veerne hurtigere og hurtigere. Jeg var nu ikke nervøs. Men det irriterede mig, at de kørte med blå blink.