Det var ikke meningitis. Gudskelov. Og min datter tog godt for sig at livet. Efter en uges tid på Århus Kommmunehospital og en raskmelding af min datter – kunne vi – mor far og barn tage hjem med den lille ny og lære hinanden at kende i fred og ro.

Min takykardi havde holdt sig væk i et par dage og jeg tænkte – kan det have noget på sig, at man efter en fødsel evt. kan blive denne lidelse kvit? En læge havde engang talt derom, og jeg kom pludselig på, at jeg måske var én af de heldige der skulle opleve det? I de 14 år jeg havde lidt af takykardi var der mindst 3-7 anfald hver dag. For det meste korte anfald, men de var der.

Men måske denne gang?

Jeg havde fået grønt lys med hensyn til at amme mit barn selv om jeg indtog Inderal retard.

- Det er så lille en dosis du får, så det vil ikke skade dit barn.

Jeg var en glad mor. Og pyt – at takykardien alligevel vendte tilbage til sin værtinde/mig efter 3 dages fravær – intet kunne virkelig ødelægge mit humør – når blot jeg havde min smukke, lille datter hos mig – som endda var rask og åbenbart ikke så ud til at have lidt under takykardien, der havde fulgt mig/hende gennem det meste af graviditeten. Medicinen så umiddelbart heller ikke ud til at påvirke hende. Vi havde det helt fint, min datter og jeg.

Dér lå hun i en gennemsigtig plastikkasse. Hun lå ganske stille. Man havde givet hende drop med antibiotika – det sad i en åre i hovedet på hende – lægerne kunne ikke stikke hende på håndryggen – årerne hos en nyfødt er så “friske” – de ruller simpelthen væk under nålen.

Jeg var grædefærdig. At de havde stukket nåle i min baby – og at hun var syg, selv om hun så så smuk og rask ud – den var svært at tage. Men jeg måtte tage lægernes ord for gode varer, når de mente at barnet havde en infektion, der krævede øjeblikkelig behandling med antibiotika. Endnu kunne de ikke udelukke meningkitis – men de ville tage en rygmarvsprøve og så se hvad den sagde. Blodprøverne viste i hvert fald, at min datter havde sepsis (blodforgiftning), der evt. kunne sættes i forbindelse med fødslen, hvor hun måske havde været i kontakt med mine eskrementer (colibakterier).

- Er det virkelig nødvendigt, alt det her?

- Vi har stået med nyfødte børn i armene, der havde samme symptomer, som din datter. Det ene øjeblik virkede barnet ok – det næste – døde det fra os, fordi vi ikke satte hurtigt ind med antibiotika.

Jeg tog hende forsigtigt op og passede på ikke at rykke ved droppet. Lægerne havde barberet en del hår af hovedet på hende dér, hvor droppet nu sad. Hun gryntede og virkede utålmodig – og rask og stærk..

- Dit barn vil nok ammes nu!

Sygeplejersken nikkede tilfreds og jeg glemte helt at tænke på betablogger og amning. Min datter blev lagt til og fandt meget hurtigt ud af hvad det drejede sig om. Hun så lykkelig ud – jeg var lykkelig. Selv om hendes entré til denne verden havde været den rene tumult.

På trods af indlæggelsen – på trods af medicinering og et noget trykket humør både hos kæresten og mig, gik graviditeten egentlig fint. Var der sommetider nogle anfald jeg havde svært ved at styre, måtte jeg tage en ekstra propranolol i pilleform. Men heldigvis skete det sjældent. Jeg kunne mærke, at betabloggerne holdt om hjertet og fik det sat lidt ned i slag. Dog sov jeg uroligt om natten, havde ofte mareridt og vågnede med sved over det hele – men det var måske pga den store mave.

Jeg var ofte plaget af svimmelhed og kvalme – men også disse gener tillagde jeg graviditeten.

Senere fandt jeg ud af, at det kunne være bivirkninger fra medicinen.

Takykardien slap mig selvfølgelig ikke. Men medicinen holdt de lange og stædige anfald væk.

Jeg var også begyndt at frygte fødselen. Ikke pga smerter – men mere pga mit hjerte. Hvordan ville det opføre sig under fødselen, som jo – selv om det er en smuk begivenhed – er et stresset øjeblik?

Lægerne sagde at jeg bare skulle tage det helt roligt. De kunne give mig alt – lige fra lattergas til kejsersnit – hvis det skulle være nødvendigt.

Og var barnet på noget tidspunkt i fare, havde man jo neonatalafdelingen på Århus Kommunehospital – min kæreste og jeg skulle slet ikke gøre os nogle bekymringer.

Jeg ville bare have så normal en fødsel som muligt.

Min næste bekymring var amningen?

Jeg fik jo betablogger og kunne ikke bare stoppe med medicinen fra den ene dag til den anden – så ville jeg jo risikere at få det dårligt – og det havde mit barn jo ikke brug for. Men ville barnet tage skade af at indtage stoffet via modermælken?

I brugsanvisningen af medicinen stod, at man ikke måtte amme, hvis man indtog Inderal retard. Men lægerne mente ikke det var et problem. Så hvad skulle jeg forholde mig til?

Jeg gik elleve dage over tiden og lægerne på Århus Kommunehospital var lige ved at sætte mig igang.

Det lille barn i mig var dog hurtigere end lægerne og en sen aften mærkede jeg et smæld over lænden, som om en elastik sprang – og så gik vandet. Fødselen var igang!

Mens jeg havde hyppige veer – ca. 1 ve hvert 3 minut – gik jeg gispende og lykkelig rundt i lejligheden. Det var ikke slemt – hvis det her var veer. Til gengæld gik mit hjerte amok. Det satte alle impulser ind på at give mig og mit ufødte barn en god portion takykardi.

Kæresten prøvede at smøre madpakke mens fostervandet sejlede rundt i hele huset.

Vi havde ringet til Århus Kommunehospital, der havde sagt, at når fostervandet er gået, så skal den fødende ligge ned. Men jeg kunne ikke ligge ned. Sålænge jeg gik rundt om stuebordet – holdt mig oprejst – var takykardien i min hue hånd. Lagde jeg mig, gik hjertet amok igen.

Ambulancen kom utroligt hurtigt og to store falckmænd hjalp mig ned ad trapperne – vi boede på 3. sal.

I ambulancen kom veerne hurtigere og hurtigere. Jeg var nu ikke nervøs. Men det irriterede mig, at de kørte med blå blink.