Jeg lå stille. Mussestille i 5 timer. En sygeplejerske kom forbi og sagde, at nu måtte jeg godt stå ud af sengen og røre mig. Jeg nægtede. Jeg ville ikke røre mig. Jeg ville blive liggende en time ekstra så der ikke kom blødninger af nogen art fra indtiksstederne. Sygeplejersken sagde, at hullerne i lysken så fine ud, så jeg skulle ikke være nervøs.

- Kom, du må også drikke lidt.

Jeg ville ikke drikke. Jeg ville ikke løfte mit hoved. Bare være mussestille.

Min datter havde været på besøg sammen med min mor. Hun forstod ikke hvorfor jeg skulle ligge stille. Hun havde tegnet en fin tegning til mig som min mor holdt op foran mig så jeg kunne kigge på den.

- Den er fin!

Men datteren kiggede på mig som om hun ikke troede på mig. Så gik hun igen med sin hånd i min mors. Jeg var så ked af det. Men jeg kunne jo ikke røre mig, rejse mig eller være sprudlende. Min kæreste kom senere og sygeplejersken havde bedt ham om at få mig ud af sengen og drikke lidt saft.

- Kom skat, det er ok at du rører dig nu. Jeg hjælper dig.

Tøvende rejste jeg mig fra sengelejet og idét mine fødder ramte gulvet var det som om mine ben knækkede under mig. Sygeplejersken var kommet ind og forsikrede mig om, at hvorfor jeg havde det sådan i mine ben var fordi jeg ikke havde rørt mig i stive 6 timer.

Jeg var underligt nok ikke glad. Jeg var grædefærdig. Men jeg drak min røde saft og nægtede dog at spise.

- Hvordan har hjertet det?

Min kæreste spurgte forsigtigt til det plagede hjerte. Det gik op for mig, at jeg havde været anfaldsfri siden Chen brændte for sidste gang.

- Du skal hjem snart – og du behøver slet ikke medicin mere!

Jeg gloede på kæresten og rystede på hovedet. Det var dejligt, at være fri af Inderal Retard men jeg skulle ingen steder. Desuden var der ingen hjemme i morgen og jeg ville ikke være alene. Med megen hiv og kiv og en kende irritation mellem lægerne og mig, fik jeg lov til at blive en dag ekstra.

- Men det er altså noget pjat, Lone-Kone. HVIS der kommer en akut patient kan vi ikke ha dig mere her. Desuden er du klar til at komme hjem. Det går jo rigtigt godt med dit hjerte!

Men jeg var så mærkelig. Jeg troede ikke på, at jeg var helbredt. Hvert øjeblik forventede jeg, at der kom et nyt anfald af takykardi. Og var der ikke også en sitren ved hjertet?