De første dage efter behandlingen bør man undgå at løfte tunge ting, ca. 4 kg. Desuden skal man hver dag i en måned tage en hjertemagnyl daglig.

Ca. 3 måneder efter udskrivelsen vil man blive indkaldt til ambulant kontrol på det lokale sygehus.

Efter behandlingen er der en lille risiko for at symptomerne kommer igen. Man kan da ofte gøre et nyt forsøg (ablation).

Kilde: Rigshospitalet.

Ifølge Sundhedssyrelsen skal patienten informeres om mulige komplikationer.

Som ethvert andet indgreb er overbrænding af en impulsbane forbundet med en risiko.

Ved indstiksstedet i lysken kan der opstå en blødning under huden, som giver hævelse og ømhed. Disse gener forsvinder i løbet af et par dage.

Årebetændelse i benet forekommer i ca 3 tilfælde ud af 1000 behandlinger.

Ligger impulsbanen tæt på det normale impulssystem (AV-knuden) er der risiko for at beskadige dette, hvilket betyder, at hjerterytmen bliver for langsom (bradykardi). Dette behandles med en pacemaker. Risikoen er ca. 1 ud af 200 behandlinger.

Hvis der er anlagt kateter i pulsåren kan der yderligere være risiko for:

At blødningen ved indstiksstedet kan blive så stor, at det kan være nødvendigt at udtømme denne og samtidig lukke karret ved en mindre operation. Risikoen er ca. 3 ud af 1000 behandlinger.

I andre tilfælde kan der udvikles en blodprop i benets pulsåre. Blodproppen fjernes ved en operation. En blodprop kan desuden løsrive sig og sætte sig fast andre steder i kredsløbet, f.eks. i hjernen. Dette kan give forbigående symptomer i form af kortvarig talebesvær, lammelse eller synsnedsættelse. Permanente skader kan ses. Risikoen for denne komplikation er ca. 1 ud af 1000 behandlinger.

Ved indføring af kateter til venstre hjertekammer kan hjertets kranspulsåre beskadiges. Risikoen er ca. 1 ud af 400 behandlinger.

Kilde: Rigshospitalet.

Når man er tilbage på afdelingen bliver man tilbudt noget at spise og drikke. For at hindre blødning fra indstiksstedet skal man ligge roligt på ryggen i 4-6 timer efter behandlingen. Man må ikke løfte hovedet eller bevæge benene. Ved ankomst til afdelingen vil hjerterytmen blive overvåget af et lille trådløst apparat (telemetri) indtil næste dag.

Dagen efter behandlingen og hjem

Om morgenen får man målt blodtryk, temperatur og taget EKG. Ligeledes vil sygeplejersken tilse indstiksstedet. Efter stuegang må man tage hjem.

Kilde: Rigshospitalet.

Inden behandling tilbydes en beroligende pille (Apozepam). Så sprøjtes lokalbedøvelse ind i huden omkring en blodåre i højre og venstre lyske. Gennem blodårerne indføres 3-5 katetre til hjertet. Det ene kateter placeres i højre forkammer. Det andet kateter placeres i højre hjertekammer. Det kan være nødvendigt, at placere et tredje kateter på overgangen mellem højre forkammer og hjertekammer. I nogle tilfælde placeres desuden et fjerde kateter i en blodåre inde i hjertet. Ved hjælp af disse katetre kan lægen registrere de elektriske impulser i hjertet og kan stimulere en hurtig hjerterytme ved hjælp af små strømstød. Stimuleringen er smertefri, men den hurtige hjerterytme kan mærkes. Da blodårerne ikke har følenerver, kan bevægelserne med katetrene ikke mærkes. Overbrændingen udføres gennem et specielt kateter ved hjælp af radiobølge-energi. Overbrændingen er egentlig kun opvarmning til 60 – 70 grader celcius, hvorved en lille smule væv går til grunde. Selve brændingen vil sjældent kunne mærkes. Ellers opleves det som en kortvarig smerte.

I få tilfælde lykkes det ikke at finde det område i hjertet, som udløser den hurtige hjerterytme.

For at forebygge, at der dannes blodpropper omkring katetrene, gives blodfortyndende medicin under behandlingen.

Til sidst trækkes katetrene ud og der trykkes på indstiksstedet i lysken i ca. 5-10 min., indtil hullet har lukket sig. Efter behandlingen køres man tilbage til afdelingen.

Kilde: Rigshospitalet.

- Lone-Kone! Du har fået brev fra Riget!

Det var én af mine veninder, der var på besøg den dag brevet kom fra Rigshospitalet og forkyndte, at NU var det tid!

- Da ikke allerede! Det er 14 dage siden jeg fik at vide, at jeg stod på venteliste!

Jeg åbnede brevet med svedige hænder og kunne mærke et anfald var på vej.

- Hvad står der, Lone-Kone? Hvornår skal du afsted?

Jeg måtte læse brevet højt – ellers var det som om ordene flimrede ud af min bevidsthed.

- Kære Lone-Kone, efter henvisning fra Deres læge beder vi Dem møde til indlæggelse på Hjertemedicinsk klinik B afsnit…bla bla bla… d. bla bla bla 2001, kl 9.00

Vi beder Dem medbringe

Dette brev

Sygesikringsbevis

Toiletsager

Deres sædvanlige medicin og medicinliste

Badekåbe og morgensko

‘Morgensko og badekåbe’ – så mente de det alvorligt. Jeg skulle indlægges og overnatte og overbrændes..

- Så kan du regne med at jeg er en del af det stakit der skal sørge for, at du ikke løber væk!

Min søde veninde..Jeg kunne ha slået hende. Men det var dengang. I dag er jeg taknemmelig.

Årene efter mit andet afhop fra ablation gik så dårligt de kunne. Takykardien blev værre og værre – anfaldene længere og længere. Og jeg er klar over, at jeg psykisk var med til at stresse mig selv med dommedagstanker og andet fis. Jeg sygemeldte mig ofte fra mit job, som på daværende tidspunkt var meget stressende. Følte, at jeg ikke slog til. Når anfaldshjertebanken og svimmelhed tog mig på jobbet, måtte jeg forlade det jeg var igang med og da jeg havde svært ved at fortælle min arbejdsgiver hvor problemet lå, blev jeg hellere langtidssygemeldt. Det endte med at min arbejdsgiver konfronterede mig med min inaktivitet og så måtte jeg forlade mit job.

Sygedagpende kunne jeg passende leve af. Men jeg fik det jo ikke bedre af at gå derhjemme. Mine tanker kredsede konstant om hjertet og så syntes jeg også jeg fik brystsmerter. Gik til lægen konstant og ville ha målt blodtryk og kørt EKG ca. 1 gang om ugen.

- Lone-Kone jeg er alvorligt bange for, at du har udviklet en hjerteneurose oveni din takykardi..

Lægens ord beroligede mig slet ikke for var der ikke noget om, at man kunne dø af skræk?!

Jeg undlod at gå ud med veninder og det eneste jeg tog mig af, var mit barn. Min kæreste var fortvivlet. Han var vidne til mine humørdyk og takykardianfald – der som regel blev efterfulgt af de føromtalte hårde dunk.

Til sidst røg jeg ud af sygedagpengesystemet fordi der ikke var flere penge i den kasse. Så kom jeg i kløerne på Bistandskontoret SundbyNord.

Man kan sige, at det egentlig var fint, at de var sådan nogle “bitches”- disse sagsbehandlere. Ellers havde jeg sikkert ligget i min seng endnu, siddet og dyrket min egen elendighed og lignet ét stort ødelagt hjerte. For sagsbehandlerne gav mig kniven for struben og truede med at tage mine bistandspenge fra mig, hvis jeg ikke “samarbejdede” (det var ordet de brugte) – altså gik med til radiofrekvensablation. For dem gjaldt det jo om at få mig ud på arbejdsmarkedet igen. Og ifølge deres paragraffer havde de ret til at gøre dette. Sålænge der fandtes en behandling af takykardi, kunne der ikke blive tale om fx omskoling.

På daværende tidspunkt skiftevis rasede og græd jeg over sagens udvikling. Min angst for indgrebet kendte ingen grænser. Jeg var sikker på, at jeg ville dø under ablationen. Og så følte jeg det enormt ydmygende at disse sagsbehandlere havde så meget magt over mig og min krop. De truede mig jo på eksistensgrundlaget og jeg ankede sagen – men fik ikke medhold nogle steder.

Jeg var fanget.

Jeg blev nødt til at lade mig underkaste ablation ellers ville jeg miste retten til bistandspenge og hvordan skulle jeg så forsørge min datter og hvor ville det hele ende?

Min kæreste og jeg boede heller ikke sammen og vi havde ingen planer om det. Selvstændige, som vi jo begge var/er.

Endnu engang blev jeg skrevet op til ablation på Rigshospitalet. Og nu havde jeg to venninder og en meget insisterende mor på nakken. De ville alle tre følge mig til Riget den dag ablationen skulle foregå. Så ville de sørge for, at jeg ikke stak af igen, som jeg gjorde det nogle år tidligere.

Jeg gik ofte til samtale hos min læge og det hjalp mig lidt igennem angstens vanvid. Og egentlig var det utroligt befriende, at stå frem – være ærlig overfor slægt og venner ang. min takykardi. I al den tid jeg har haft denne lidelse prøvede jeg at skjule den – jeg orkede ikke folks panik omkring mig. Jeg ville bare være så normal som muligt. Ingen skulle tage hensyn til mig.

Men jeg kunne jo se, at uanset hvordan jeg vendte og drejede mig, så KOM det dertil hvor folk måtte finde sig i, at jeg lige skulle gå lidt langsommere, spise lidt mindre, drikke lidt mindre osv.. Jeg kom altså alligevel til at vække deres bekymring.

Nuvel. Jeg stod på venteliste til radiofrekvensablation alle gode gange 3. Og denne gang var det umuligt at springe fra – det sørgede både mine venner, min familie OG mit bistandskontor for.