Jeg havde taget en taxa til Riget. Jeg var fastende. Ikke engang et stykke tyggegummi havde angang til de tørre slimhinder. Min datter blev passet af sine bedsteforældre så hun var da i det mindste ok. Det var vist det sidste man kunne sige om mig.

Så fik jeg mit værelse på hospitalet og besked om at trække i hospitalets ikke-charmerende tøj. Inden radiofrekvensablation skulle der måles blodtryk - i bad skulle jeg også og bagefter skulle jeg have barberet hårene i lysken. Der skulle der tages EKG og lægges kanyle i en blodåre i armen - hvis det blev nødvendigt at give mig medicin under behandlingen.

Jeg gjorde det jeg blev bedt om. Gik i bad - barberede lysken og og lagde mig i sengen.

En overlæge kom forbi og ønskede mig held og lykke og så gik han igen.

Så var jeg indlagt. Og skide bange. Jeg tillader mig, at bande her - fordi - INGEN ord kan beskrive hvordan jeg havde det. Alt gik sandsynligvis som det skulle. Men ingen tænkte på, at jeg var ved at gå fuldstændigt i stykker af angst indeni.

Og - jeg ved ikke hvad der skete. Men Fanden tog ved mig. Jeg slugte en propranolol for at dæmpe mit plagede hjerte og stod ud af sengen. Så tog jeg hospitalstøjet af og iførte mig mit civile tøj. En sygeplejerske kom forbi og spurgte hvad jeg lavede.

- Jeg tager hjem!

Hun kiggede forskrækket på mig og forsikrede mig om, at dét kunne jeg bare ikke gøre nu. Lægerne ventede på mig i Kardiologisk laboratorium!

- Det er jeg ked af. Men det er aflyst! Jeg er aflyst. Det kan du godt fortælle dem. Og jeg har lige taget en betablogger!

Hun snurrede rundt på hælen og skyndte sig ud af værelset. Jeg var lettet. Satte mig i en stol og ventede på, at pillen ville virke.

Pludselig kom overlægen stormende ind i værelset og så meget stram ud i betrækket.

- Hvad i alverden har du tænkt dig!?

- Jeg vil ikke gennemføre ablationen. Jeg er bange for, at det går galt..

- Du laver sjov med mig ikke?

Jeg måtte fortælle den vantro læge at jeg ikke jokede. Og han var mildest talt shokeret. Jeg fik at vide, at nu hvor jeg sprang fra i sidste øjeblik havde jeg brugt af resourcer, som jeg slet ikke var klar over og jeg skulle ikke tro, at jeg bare kunne komme og kræve ablation i morgen!

- Jeg ved det godt. Men jeg vil bare hjem og undskyld.

Den der blev mest skuffet over, at jeg var sprunget fra ablationen i sidste øjeblik, var nok min kæreste. Han havde jo set hvor slemt jeg sommetider havde det med takykardien. Men jeg var lettet - for min angst havde været meget slemmere end et takykardianfald plejede at være

Syntes jeg på dét tidspunkt.