Jeg havde taget en taxa til Riget. Jeg var fastende. Ikke engang et stykke tyggegummi havde angang til de tørre slimhinder. Min datter blev passet af sine bedsteforældre så hun var da i det mindste ok. Det var vist det sidste man kunne sige om mig.

Så fik jeg mit værelse på hospitalet og besked om at trække i hospitalets ikke-charmerende tøj. Inden radiofrekvensablation skulle der måles blodtryk – i bad skulle jeg også og bagefter skulle jeg have barberet hårene i lysken. Der skulle der tages EKG og lægges kanyle i en blodåre i armen – hvis det blev nødvendigt at give mig medicin under behandlingen.

Jeg gjorde det jeg blev bedt om. Gik i bad – barberede lysken og og lagde mig i sengen.

En overlæge kom forbi og ønskede mig held og lykke og så gik han igen.

Så var jeg indlagt. Og skide bange. Jeg tillader mig, at bande her – fordi – INGEN ord kan beskrive hvordan jeg havde det. Alt gik sandsynligvis som det skulle. Men ingen tænkte på, at jeg var ved at gå fuldstændigt i stykker af angst indeni.

Og – jeg ved ikke hvad der skete. Men Fanden tog ved mig. Jeg slugte en propranolol for at dæmpe mit plagede hjerte og stod ud af sengen. Så tog jeg hospitalstøjet af og iførte mig mit civile tøj. En sygeplejerske kom forbi og spurgte hvad jeg lavede.

- Jeg tager hjem!

Hun kiggede forskrækket på mig og forsikrede mig om, at dét kunne jeg bare ikke gøre nu. Lægerne ventede på mig i Kardiologisk laboratorium!

- Det er jeg ked af. Men det er aflyst! Jeg er aflyst. Det kan du godt fortælle dem. Og jeg har lige taget en betablogger!

Hun snurrede rundt på hælen og skyndte sig ud af værelset. Jeg var lettet. Satte mig i en stol og ventede på, at pillen ville virke.

Pludselig kom overlægen stormende ind i værelset og så meget stram ud i betrækket.

- Hvad i alverden har du tænkt dig!?

- Jeg vil ikke gennemføre ablationen. Jeg er bange for, at det går galt..

- Du laver sjov med mig ikke?

Jeg måtte fortælle den vantro læge at jeg ikke jokede. Og han var mildest talt shokeret. Jeg fik at vide, at nu hvor jeg sprang fra i sidste øjeblik havde jeg brugt af resourcer, som jeg slet ikke var klar over og jeg skulle ikke tro, at jeg bare kunne komme og kræve ablation i morgen!

- Jeg ved det godt. Men jeg vil bare hjem og undskyld.

Den der blev mest skuffet over, at jeg var sprunget fra ablationen i sidste øjeblik, var nok min kæreste. Han havde jo set hvor slemt jeg sommetider havde det med takykardien. Men jeg var lettet – for min angst havde været meget slemmere end et takykardianfald plejede at være

Syntes jeg på dét tidspunkt.

I månederne op til indlæggelsen havde jeg det psykisk dårligt. Jeg var så bange for det indgreb. Jeg kunne ikke holde tanken ud, at man skulle ligge vågen mens overbrændingen fandt sted. At man kunne se sit hjerte på en skærm mens “stedet” med det ekstra “ledningsbundt” blev fundet. Jeg var bange for det jeg havde læst i de pjecer, som Rigshospitalet havde givet mig. Jeg var bange for at dø.

Jeg kunne ikke snakke med min nuværende kæreste om det – for han var selv en anelse nervøs og det sidste jeg havde brug for, var nogen, der sad og klaprede tænder sammen med mig.

Til forundersøgelsen på Rigshospitalet blev der taget blodprøver og urinprøve. Der blev også foretaget røntgen af hjerte og lunger plus hjertekardiogram. Jeg snakkede med en læge om undersøgelsen og behandlingen og alle mine 1000 bange spørgsmål fik frit løb – så lægen havde noget at tage sig til!

- Men hvad nu hvis I rammer sinus-knuden så hjertets naturlige pacer går i stykker??

- Så sætter vi en pacemaker igang med detsamme. Den har vi jo ført op gennem lysken og hen til dit hjerte i forvejen – så den er i dit system. Du kommer ikke til at dø.

.
Alligevel blev jeg ikke beroliget. Mine tanker kredsede om de såkaldte bivirkninger, en ablation kan hive med sig; blodansamling ved indstiksstedet eller i hjertesækken – luft i lungehinden osv..Og så skulle jeg også ophøre med mine betabloggere 7 dage før indlæggelsen! Det var jeg altså ikke sikker på, at jeg turde!

Så fulgte et par år som alenemor i København – fuldtidsjob og hvad der ellers hører til. Min datter groede og udviklede sig i rivende fart. – Jeg havde i øvrigt ladet mig skrive op til radiofrekvensablation alle gode gange 2. Denne gang skulle indgrebet altså være. De oplevelser graviditet og fødsel havde givet mig, havde i den grad skræmt mig. Og nu havde jeg også min lille datter at passe på.

En aften bemærkede jeg noget nyt ved mit hjertes slag. Efter en halv time med takykardi var det som om hjertet slog nogle meget kraftige slag – tunge hårde slag. Jeg blev vildt bange og var glad for, at min datter sov – for det her var så mærkeligt og tog næsten pusten fra mig. Jeg lagde mig på sengen – højre side, for lå jeg på ryggen eller på venstre side, kunne jeg så let som ingenting risikere, at få nye anfald af takykardi.

Jeg tog en ekstra propanolol (pilleform) og endelig faldt mit hjerte til ro. De tunge og hårde slag forsvandt men efterlod mig med tanker omkring hvad det var jeg havde oplevet med mit hjerte – foruden takykardien? Jeg havde aldrig haft så kraftige slag, som kunne mærkes helt op i halsen?

Det var ikke meningitis. Gudskelov. Og min datter tog godt for sig at livet. Efter en uges tid på Århus Kommmunehospital og en raskmelding af min datter – kunne vi – mor far og barn tage hjem med den lille ny og lære hinanden at kende i fred og ro.

Min takykardi havde holdt sig væk i et par dage og jeg tænkte – kan det have noget på sig, at man efter en fødsel evt. kan blive denne lidelse kvit? En læge havde engang talt derom, og jeg kom pludselig på, at jeg måske var én af de heldige der skulle opleve det? I de 14 år jeg havde lidt af takykardi var der mindst 3-7 anfald hver dag. For det meste korte anfald, men de var der.

Men måske denne gang?

Jeg havde fået grønt lys med hensyn til at amme mit barn selv om jeg indtog Inderal retard.

- Det er så lille en dosis du får, så det vil ikke skade dit barn.

Jeg var en glad mor. Og pyt – at takykardien alligevel vendte tilbage til sin værtinde/mig efter 3 dages fravær – intet kunne virkelig ødelægge mit humør – når blot jeg havde min smukke, lille datter hos mig – som endda var rask og åbenbart ikke så ud til at have lidt under takykardien, der havde fulgt mig/hende gennem det meste af graviditeten. Medicinen så umiddelbart heller ikke ud til at påvirke hende. Vi havde det helt fint, min datter og jeg.

Dér lå hun i en gennemsigtig plastikkasse. Hun lå ganske stille. Man havde givet hende drop med antibiotika – det sad i en åre i hovedet på hende – lægerne kunne ikke stikke hende på håndryggen – årerne hos en nyfødt er så “friske” – de ruller simpelthen væk under nålen.

Jeg var grædefærdig. At de havde stukket nåle i min baby – og at hun var syg, selv om hun så så smuk og rask ud – den var svært at tage. Men jeg måtte tage lægernes ord for gode varer, når de mente at barnet havde en infektion, der krævede øjeblikkelig behandling med antibiotika. Endnu kunne de ikke udelukke meningkitis – men de ville tage en rygmarvsprøve og så se hvad den sagde. Blodprøverne viste i hvert fald, at min datter havde sepsis (blodforgiftning), der evt. kunne sættes i forbindelse med fødslen, hvor hun måske havde været i kontakt med mine eskrementer (colibakterier).

- Er det virkelig nødvendigt, alt det her?

- Vi har stået med nyfødte børn i armene, der havde samme symptomer, som din datter. Det ene øjeblik virkede barnet ok – det næste – døde det fra os, fordi vi ikke satte hurtigt ind med antibiotika.

Jeg tog hende forsigtigt op og passede på ikke at rykke ved droppet. Lægerne havde barberet en del hår af hovedet på hende dér, hvor droppet nu sad. Hun gryntede og virkede utålmodig – og rask og stærk..

- Dit barn vil nok ammes nu!

Sygeplejersken nikkede tilfreds og jeg glemte helt at tænke på betablogger og amning. Min datter blev lagt til og fandt meget hurtigt ud af hvad det drejede sig om. Hun så lykkelig ud – jeg var lykkelig. Selv om hendes entré til denne verden havde været den rene tumult.

Der herskede en smule forvirring efter min datters instræden i verden. Lægerne lod mig dårlig nok holde hende, men mente at hun havde en infektion. De syntes hun så bleg ud og desuden havde hun små punktformede blødninger under huden visse steder på kroppen. I en fart bragte de hende til observation på neonatalafdelingen. Jeg var træt men i panik – hvad var der med min datter? Infektion og punktblødninger?!

De læger der ikke var smuttet med min datter ventede på efterbyrden, der åbenbart ikke havde tænk sig, at komme ud af kroppen på mig. Og jordemoderen spurgte til mit hjerte. Jeg havde stadig takykardi og nu var det vedvarende. Det havde det været de sidste 5 timer. Hun var nervøs over det. Jeg tænkte mere på mit barn.

Pludselig jog to læger deres albuer ned i maven på mig. Det gjorde så satans ondt! Men de forklarede det med, at det var utroligt vigtigt, at moderkagen kom ud. Og min livmoder var åbenbart så træt (den stakkel) at den ikke “orkede” at støde efterbyrden fra sig. Et par gange mere fik jeg albuer i maven – og endelig kom moderkagen.

Jeg blev syet af min jordmoder og så havde vi balladen. To læger kom hen til mig og stillede sig myndigt op.

- Vi bliver nok nødt til, at få dig bragt hen på hjerteafdelingen til stød. Dit hjerte skal bringes tilbage til normaltilstand.

Jeg glemte helt at jeg var træt og svag og satte mig op i sengen mens jeg meget klart og tydeligt sagde, at dét her skulle jeg nok klare selv! Jeg bad dem om at give mig et par minutter – så skulle jeg nok få rytmen på plads.

Og som om det virkelig var mig, der egentlig havde magten over takykardien, steg jeg fortumlet ud af sengen og bukkede mig forover mens jeg holdt vejret og lavede min Valsalva-manøvre. Hjertet “lod som ingenting” i første omgang. Men derefter rullede det lidt rundt i brystet på mig og fandt så sin normale sinusrytme igen.

Og nu ville jeg ned og se til min lille datter på neonatalafdeling.

De var der allesammen til at tage imod mig på hospitalet; fødselslæger, jordemor og portører med bårer og det hele.

- Du har åbnet dig over fem centimeter! Så skal du på fødegangen med det samme!

Jeg var næsten helt shokeret, havde hørt fra veninder, at de lå i smerter 36 timer før de fødte deres barn! Det her var jo for godt til at være sandt!

Takykardien reagerede i god stil. Men jeg havde ikke tid til den. Ville den gøre det svært for mig måtte jeg deale med den – bare lægerne ikke gik for højt op i den.

På fødselstuen fik jeg en sækkestol at hvile i når veerne holdt pause, hvilket de gjorde utroligt sjældent. En læge spurgte til mit hjerte og jeg bad ham om ikke at være så nervøs. Det slog hurtigt jo jo, men nu var det ikke hjertet det drejede sig om, nu ville jeg føde!

Jordemoderen tilbød mig lattergas og jeg skubbede masken væk – smerter havde jeg, men de var til at holde ud. Nu skulle lægerne – der var ca. 7 af slagsen omkring mig – bare skrubbe af!

.
- Må de studerende komme ind og se med på et tidspunkt?

Jeg snerrede og nærmest råbte af lægerne – jeg ville være i fred med min fødsel. Ingen til glofødsel hos mig!

Efter et par timer var jeg klar til at presse. Hjertet kørte stadig i karrusel men heldigvis var der mere fokus på fødsel end hjertebanken. Min egen frygt omkring takykardien var til at holde ud. Jeg fornemmede en regelmæssig – men meget hurtig puls. Jeg følte mig ikke træt eller skidt tilpas og desuden kunne jeg sommetider få pulsen til at sagtne farten.

Men da jordemor og læge ville have mig til at ligge ned fordi, som de sagde – at jeg skulle til at presse barnet ud – gik det galt. Jeg følte at jeg ikke kunne styre takykardien og pludselig overtog frygten min fødselsiver. Det kunne godt være, at jordemoren havde mere styr på fødselen sålænge jeg lå ned, Men MIN styrke svandt ind og veerne blev svagere. Lægerne bemærkede at barnet var stresset (på det grønne fostervand og barnets hjertelyd).

- Nu må du presse! DU SKAL HA BARNET UD NU! ELLERS BLIVER DET KEJSERSNIT!

Jeg ville ikke have kejsersnit! Og jeg skreg så højt jeg kunne, at jeg nok skulle tage mig sammen og presse. Til mig selv bad jeg frygten om at skride ad helvede til. Nu var det barnets liv og ikke mit.

Der blev lagt en lille lokalbedøvelse fordi man ville klippe. Så sagde jordemoren at hun lagde en blød kop fordi hun ville hjælpe med at trække barnet ud af mig – min livmoder var blevet træt og veerne var derfor ved at forsvinde.

Og gud, hvor var jeg taknemmelig! For med jordemorens hjælp og mine sidste kræfter i brug, kom mit barn til verden!