Da jeg var 29 år blev jeg gravid.

Jeg havde på dét tidspunkt levet med min rytmeforstyrrelse siden mit 16. år. Den var nu en del af min identitet og jeg havde tilpasset mig forholdene: Ikke for meget alkohol og slik. Jeg drak også koffeinfri kaffe, for alm. kaffe gik slet ikke. Jeg spiste heller ikke for kraftige og store måltider men i stedet små og lette af slagsen; jeg havde nemlig bemærket, at pulsen måtte arbejde hurtigere hvis jeg havde spist 3 retter mad og jeg vidste jo, at hver gang den kom op på en vis frekvens, så startede balladen. – Det holdt selvfølgelig ikke takykardien helt væk, at jeg levede så påpasseligt. Den var en evig pestilens jeg måtte trækkes rundt med (eller den trak i virkeligheden rundt med mig). Men det gjorde at anfaldene blev af mere kortvarrig karakter – og jeg kunne så også bedre styre dem med Valsalva-manøvren. Gik jeg ikke igang med at stoppe et anfald meget hurtigt, skete der nemlig det, at anfaldet blev “stædigere” og kunne fortsætte i alt for lang tid. Som om hjertet blev stresset af disse anfald og derfor også mere touchy og sværere, at få manøvret på plads.

Min læge havde i øvrigt advaret mig om, at jeg ikke måtte være dårlig i mere end 15 minutter – fortsatte takykardien måtte jeg på hospitalet.

Min daværende kæreste og jeg levede et fredeligt og sundt liv i en lille by i midtjylland. Vi boede på landet og kosten var vegetarisk. Vi gik lange ture – jeg cyklede, men brød mig ikke så meget om at cykle, da anfaldene altid dukkede op når pulsen kom op over en vis frekvens.

Selvfølgelig havde jeg søgt litteratur om graviditet og takykardi. Men jeg fandt ikke rigtigt noget. Jeg ville nu have børn. Og med mine 29 år var det ved at være “på tide”, syntes jeg.

Jeg havde sat en annonce om graviditet og takykardi i tidsskriftet “FORÆLDRE OG FØDSEL” og via den annonce fik jeg kortvarig korrespondance med en kvinde, der som jeg, led af takykardi og som havde født 3 børn uden at det gik galt – hun havde med andre ord ikke flere eller værre anfald af takykardi under graviditet og fødsel. Derfor gik jeg ikke i panik, da jeg selv blev gravid. Tværtimod mente jeg, at det nok skulle gå.

De 3 første måneder gik også fint. Jeg havde stadig takykardi men kunne styre den med valsalva-manøvren og andre finurlige måder, som jeg selv havde fundet frem til.

Jeg gik til jordemoder og hun kendte også til kvinder – graviditet – takykardi og mente blot, at jeg skulle gå hyppigt til kontrol på daværende Århus Kommunehospital (nu revet ned). Mine bekymringer om at fosteret i maven evt. kunne lide af iltmangel under evt. anfald af takykardi mente lægerne nu ikke jeg skulle bekymre mig om. Moderkagen har et ekstra “lager” af iltet blod og det “tager” barnet af i første omgang – hvis noget katastrofalt skulle ske. Til gengæld mente de, at jeg burde have fået “ordnet” takykardien ved radiofrekvensablation inden jeg var blevet gravid. Det ville evt. kunne spare mig for komplikationer under fødslen.

Komplikationer?

Jeg havde faktisk været skrevet op på Skejby Sygehus til radiofrekvensablation inden jeg blev gravid. Men jeg var mistroisk overfor indgrebet. Havde heller ikke fundet et fora med mennesker, der havde været igennem ablation. Den eneste kvinde jeg kom i forbindelse med ang. sådan et indgreb var en meget ulykkelig moder. Hendes 17-årige datter havde på daværende tidspunkt været igennem ablation. Og datteren havde nu fået uregelmæssig puls og angst efter indgrebet. Moderen ville slet ikke anbefale mig, at få dette indgreb.

Så hvad gør man så, når man fyldes med en skrækhistorie? Hvis man, som jeg, var bange i forvejen, så giver svaret sig selv. Jeg sprang fra – ringede til Skejby Sygehus og sagde, at jeg egentlig havde det for godt til at bruge systemets penge til et indgreb, der sikkert vil gavne andre mennesker meget mere end mig.

Om jeg fortrød at jeg sprang fra?

Med det der senere skete for mig, vil jeg sige Ja, jeg fortrød. Men det er nu alligevel for sent, at være bagklog. Dog vil jeg ikke anbefale nogen, at springe fra ablation hvis de får tilbuddet. Det er nemlig ikke så slemt, som man gør det til. Selvfølgelig er der risici ved alt – og også med ablation. Men det kommer jeg nærmere ind på i et andet indlæg.

Men jo, jeg fortød. Da jeg var fire måneder henne i graviditeten skete noget, der fik mig til at fortryde at jeg sprang fra.