Det var skønt vejr i København. Kæresten og jeg var taget til staden da jeg ville holde fødselsdag med min runde mave, familie og venner. Den første dag skulle fejres med en gode veninde. Frokost og bif-tur. Jeg glædede mig.

Om morgen da jeg stod op, kunne jeg godt mærke, at mit hjerte var touchy. Det sendte små anfald ud i mit system med jævne mellemrum. Jeg var irriteret. Hvorfor lige netop i dag, hvor jeg ikke havde tid til at tage mig af dem? Desuden var maven begyndt at gøre det mere besværligt for mig mht selvbbehandling (Valsalva-manøvre) af takykardien. Det tog længere tid, at få hjertet til ro.

Jeg tog afsted til byen og ignorerede de små anfald, der kom og gik med jævne mellemrum.

Med vilje valgte jeg dog kun at spise lidt salat, da jeg sad med veninden på cafe. Min erfaring fortalte mig jo, at anfaldene ofte kom efter spisning og med min gryende graviditet, var det levet sværere for mig at spise noget overhovedet.

- Er du slet ikke sulten?

- Nah, kom lad os smutte i biografen.

Vi skulle se Kieslowskis “HVID” og jeg glædede mig. Så snart jeg satte mig i biografsædet begyndte hjertet at tale med store takker. Det piskede afsted, det bedste det havde lært. Og jeg kunne ikke slappe af – maven strammede. Og sparkede den lille? Jeg var bekymret. Til sidst måtte jeg sige til veninden, at jeg blev nødt til at gå. Jeg havde takykardi og kunne ikke styre det. Hun blev selvfølgelig bekymret men forstod det så godt.

Udenfor biografen gik jeg igang med lave mine manøvre – sådan noget med at bøje mig forover og holde vejret – lave et indre pres med bugmusklerne. Det skete ikke andet end at hjertet fortsatte sit vanvittige ridt. Så skulle jeg tisse. Jeg måtte ned ad nogle trapper for at komme til toiletterne og bare dét at bevæge nedad de trapper, gav mig en fornemmelse af, at nu kunne jeg snart ikke mere.

Da jeg kom op af trapperne fór jeg ud på gaden og prajede en taxa. Min veninde ville have fulgt mig hjem men jeg afviste hende. Ville være i fred. Og hvor skulle jeg være i fred?

Mens jeg boede i København havde jeg haft en rigtig god læge. Hende savnede jeg nu. Jeg tog chancen og bad chaufføren om at køre mig til Christianshavn hvor jeg vidste hun havde praxis. Klokken var sen eftermiddag og jeg anede ikke om hun overhovedet stadig var på job, men jeg håbede. Jeg var så bange for mit ufødte barns tilstand. Takykardien havde varet ca. 45 minutter.

Min gamle læge var i sin praxis og hun blev mildest talt forundret over at se mig. Hun blev først glad – det var jo et par år siden – og nu var jeg gravid? Det var da dejligt!

Så fortalte jeg hende grædende om hvad der havde bragt mig til hende og hun ville straks have mig på hospitalet.

Jeg blev indlagt på det nuværende Amager Hospital og blev gjort klar til EKG.

For første gang fangede lægerne et af mine takykardianfald og kunne se på strimmelen hvad det drejede sig om.

Da jeg var gravid, var det jo en kilden sag hvad de skulle sprøjte i mig af medicin. Men de valgte at sætte mig i en anfaldsbrydende behandling med noget hjertestyrkende (som de sagde) adenosin – startede med små doser. Imens det hele stod på bad de mig også om at lave vagale manøvrer – som i øvrigt slet ikke havde effekt overhovedet. De gav mig også en mild beroligende pille men om jeg kunne mærke den – nej. Jeg var fuldstændig kørt op i en spids. Min kæreste kom styrtende ind på hospitalet og var grædefærdig. Dét hér – kunne det skade vores barn? Medicinen og takykardien? Vi fik ikke så mange svar men måtte “oversætte” diverse grynt og hmmm.. og det gjorde vi selvfølgelig sådan, at vi syntes at kunne spore dyb bekymring hos læger og sygeplejesker, hvilket gjorde os endnu mere nervøse.

Da takykardien blev ved øgede de dosis og da det ikke hjalp ville de prøve med et andet præparat.

Næste valg var propranolol. Og der skete en mærkbar forandring. Hjerterytmen lavede sine sædvanlige rock og rul og vendte sig og snurrede indtil den fandt sin gode gamle sinusrytme igen. Lægerne åndede lettet op. Men så slog hjertet over igen og fortsatte sin vanvittige sport. – Mere propranolol – og endelig..endelig faldt hjertet til ro.

Jeg lå helt stille. Turde ikke bevæge mig. Sommetider kunne jeg nemlig fremkalde nye anfald (efter et længerevarende ét) ved bare at dreje hovedet til venstre eller højre. Så jeg lå helt helt stille.

Sygeplejerskerne var så søde. De kom med mad – men jeg ville intet have. Turde ikke spise – turde ikke engang synke mit spyt. Jeg ville ligge helt stille så takykardien ikke “fik øje på mig igen”.

- Men du skal altså spise noget – vi kan se på blodprøverne, at “du begynder at spise af dig selv”. Du må også tænke på dit barn..

Og de skulle bare vide hvor meget jeg tænkte på mit barn. Jeg tog imod en skål med kogte ærter og gulerødder – kød og kartofler lod jeg stå.

Mit ophold på hospitalet blev til to dage. Man ville finde en dosis, som passede mig. Og da jeg reagerede så godt på propranolol ville det blive den form for betablogger, som jeg skulle tage fra nu af og graviditeten ud. Det stof var i øvrigt også det bedste, at give mig nu hvor jeg var gravid. Det ville ikke skade barnet når jeg fik så lille en dosis, som jeg gjorde.

Så fra den dag af og graviditeten ud skulle jeg tage en depotkapsel hver dag på samme tidspunkt for bevare et jævnt medicinspejl i blodet døgnet rundt. Ren forebyggelse, som de sagde.

Inderal retard med det aktive stof propanolol skulle være min medicin i flere år. Og min baby sparkede stadig.

Da jeg var 29 år blev jeg gravid.

Jeg havde på dét tidspunkt levet med min rytmeforstyrrelse siden mit 16. år. Den var nu en del af min identitet og jeg havde tilpasset mig forholdene: Ikke for meget alkohol og slik. Jeg drak også koffeinfri kaffe, for alm. kaffe gik slet ikke. Jeg spiste heller ikke for kraftige og store måltider men i stedet små og lette af slagsen; jeg havde nemlig bemærket, at pulsen måtte arbejde hurtigere hvis jeg havde spist 3 retter mad og jeg vidste jo, at hver gang den kom op på en vis frekvens, så startede balladen. – Det holdt selvfølgelig ikke takykardien helt væk, at jeg levede så påpasseligt. Den var en evig pestilens jeg måtte trækkes rundt med (eller den trak i virkeligheden rundt med mig). Men det gjorde at anfaldene blev af mere kortvarrig karakter – og jeg kunne så også bedre styre dem med Valsalva-manøvren. Gik jeg ikke igang med at stoppe et anfald meget hurtigt, skete der nemlig det, at anfaldet blev “stædigere” og kunne fortsætte i alt for lang tid. Som om hjertet blev stresset af disse anfald og derfor også mere touchy og sværere, at få manøvret på plads.

Min læge havde i øvrigt advaret mig om, at jeg ikke måtte være dårlig i mere end 15 minutter – fortsatte takykardien måtte jeg på hospitalet.

Min daværende kæreste og jeg levede et fredeligt og sundt liv i en lille by i midtjylland. Vi boede på landet og kosten var vegetarisk. Vi gik lange ture – jeg cyklede, men brød mig ikke så meget om at cykle, da anfaldene altid dukkede op når pulsen kom op over en vis frekvens.

Selvfølgelig havde jeg søgt litteratur om graviditet og takykardi. Men jeg fandt ikke rigtigt noget. Jeg ville nu have børn. Og med mine 29 år var det ved at være “på tide”, syntes jeg.

Jeg havde sat en annonce om graviditet og takykardi i tidsskriftet “FORÆLDRE OG FØDSEL” og via den annonce fik jeg kortvarig korrespondance med en kvinde, der som jeg, led af takykardi og som havde født 3 børn uden at det gik galt – hun havde med andre ord ikke flere eller værre anfald af takykardi under graviditet og fødsel. Derfor gik jeg ikke i panik, da jeg selv blev gravid. Tværtimod mente jeg, at det nok skulle gå.

De 3 første måneder gik også fint. Jeg havde stadig takykardi men kunne styre den med valsalva-manøvren og andre finurlige måder, som jeg selv havde fundet frem til.

Jeg gik til jordemoder og hun kendte også til kvinder – graviditet – takykardi og mente blot, at jeg skulle gå hyppigt til kontrol på daværende Århus Kommunehospital (nu revet ned). Mine bekymringer om at fosteret i maven evt. kunne lide af iltmangel under evt. anfald af takykardi mente lægerne nu ikke jeg skulle bekymre mig om. Moderkagen har et ekstra “lager” af iltet blod og det “tager” barnet af i første omgang – hvis noget katastrofalt skulle ske. Til gengæld mente de, at jeg burde have fået “ordnet” takykardien ved radiofrekvensablation inden jeg var blevet gravid. Det ville evt. kunne spare mig for komplikationer under fødslen.

Komplikationer?

Jeg havde faktisk været skrevet op på Skejby Sygehus til radiofrekvensablation inden jeg blev gravid. Men jeg var mistroisk overfor indgrebet. Havde heller ikke fundet et fora med mennesker, der havde været igennem ablation. Den eneste kvinde jeg kom i forbindelse med ang. sådan et indgreb var en meget ulykkelig moder. Hendes 17-årige datter havde på daværende tidspunkt været igennem ablation. Og datteren havde nu fået uregelmæssig puls og angst efter indgrebet. Moderen ville slet ikke anbefale mig, at få dette indgreb.

Så hvad gør man så, når man fyldes med en skrækhistorie? Hvis man, som jeg, var bange i forvejen, så giver svaret sig selv. Jeg sprang fra – ringede til Skejby Sygehus og sagde, at jeg egentlig havde det for godt til at bruge systemets penge til et indgreb, der sikkert vil gavne andre mennesker meget mere end mig.

Om jeg fortrød at jeg sprang fra?

Med det der senere skete for mig, vil jeg sige Ja, jeg fortrød. Men det er nu alligevel for sent, at være bagklog. Dog vil jeg ikke anbefale nogen, at springe fra ablation hvis de får tilbuddet. Det er nemlig ikke så slemt, som man gør det til. Selvfølgelig er der risici ved alt – og også med ablation. Men det kommer jeg nærmere ind på i et andet indlæg.

Men jo, jeg fortød. Da jeg var fire måneder henne i graviditeten skete noget, der fik mig til at fortryde at jeg sprang fra.