De svære ord: ‘Accessoriske ledningsbaner’ er muskelbroer der er medfødte og disse forsvinder tidligt i tilværelsen. Men hos nogle mennesker består de og derved opstår “karruselturene” (takykardierne) i hjertet.

.
1. Wolf- Parkinson-White, også blot kaldet WPW. – Ved denne rytmeforstyrrelse udgår en ekstra ledning mellem forkamrene og hjertekamrene og derved når de elektriske impulser for tidligt frem til hjertekamrene.

2. AV-nodal reentry takykardi er den hyppigste form for takykardi. Impulserne der får hjertet til at trække sig sammen kan ledes to veje og derved løber de i ring – og giver hurtig hjerterytme.

2. Atrial takykardi – Et lille bundt syge hjerteceller harovertaget impulsdannelsen fra sinusknuden og giver hurtigere hjerterytme end normalt.

3. Artrieflimren opstår i forkamrene udenfor sinus og i uregelmæssig og hurtig rytme.

Det er elektriske impulser, der styrer hjertets sammentrækning. Impulsen begynder i et lille impulscenter der kaldes ‘Sinus’. Det sidder i højre forkammer. Der løber så “strøm” fra Sinus og ud i forkamrenes væv og derefter videre til hjertekamrenes muskelvæv gennem en “bro” (AV-knuden). Så går “strømmen” igennem det His-ske bundt som forgrener sig ud i resten af hjertets muskelceller.

Indimellem går der koks i dette ledningssystem. I mit tilfælde var det AV nodal reentry takykardi, der gav kaos.

Jeg var en pige på 18 år, der ville feste med vennerne. Alkohol måtte jeg indtage med måde, ellers skulle jeg plages af hurtig hjerterytme og takykardi dagen efter. En dag ville jeg prøve at indtage hash. Det var lige før jeg troede jeg tog billetten. Jeg sad oppe hele natten med dødsangst og et hjerte, der var ved at hoppe ud af brystet på mig. Alkohols bivirkninger kunne jeg lige klare, men hashens påvirkning af mit hjerte havde jeg ikke lyst til at prøve igen. Så det var første og sidste gang jeg indtog den grønne cannabis.

Som tiden gik insisterede mine forældre på, at jeg gik til en anden hjertespecialist end den første, der blot ville udskrive beroligende medicin.

Og fra jeg trådte ind i hans stue kunne jeg mærke, at hér var en læge af format. Han bænkede mig og bad mig fortælle om min hjertebanken ned til den mindste detalje, hvilket jeg med glæde gjorde; endelig et menneske, der ikke bagatelliserede mine symptomer.

Han kørte et EKG og målte blodtryk – alt så fint ud. Så kiggede han på mig og sagde:

- Jeg er overbevist om, at du har takykardi.

- Er det farligt?

- Nej.

- Er det ikke noget jeg dør af?

- Nej.

Han huskede mig på at jeg heller aldrig var besvimet af mine anfald. Jeg kunne være ganske sikker på, at der ikke skete mig noget.

- Men det er ubehageligt – og jeg kan godt udskrive betablogger til dig. Men de bivirkninger, der er ved den medicin er værre end dine symptomer. I USA er man begyndt at operere på folk med takykardi. Men hvis jeg var dig ville jeg vente nogle år. I den tid der går, kan lægerne kun blive dygtigere.

Jeg ville vide, hvordan jeg så skulle leve.

- Så normalt som muligt.

- Skal jeg ikke holde op med at drikke kaffe?

- Nej, det har ingen betydning. Du ved også hvordan du evt. kan få anfaldene til at gå væk?

- Ja, med den der Valsalva-øvelse.

- Præcis.

Jeg gik derfra mere let om hjertet end da jeg var kommet. Jeg var blevet taget alvorligt for første gang. På dét tidspunkt havde jeg havde tumlet rundt med mit løbske hjerte i halvandet år.

Som tiden gik blev jeg klar over, at “det her” ikke ville gå væk. At jeg hver dag ville få anfald af løbsk hjertebanken. Man kan ikke sige, at jeg vænnede mig til anfaldende, men jeg fik heldigvis ikke langvarige anfald, som den første gang. Jeg havde også lagt mærke til, at hvis jeg holdt vejret og lavede et lille “hop” med mellemgulvsmusklen, så kunne jeg banke hjerterytmen på plads igen.

Senere fandt jeg ud af, at denne teknik kaldes for Valsalva-manøvren.

Den form for takykardi jeg led af i min ungdom blev udløst af en forstyrrelse i den øvre del af hjertets ledningssystem. Lægerne fangede aldrig et anfald i starten af min “karriere”, som løbsk hjerte. Når jeg fortalte dem om den løbske hjerterytme kunne de ikke udelukke at der var tale om takykardi, men de ville ikke hænges op på det, da EKG’et aldrig viste et anfald, når de “kørte en strimmel”.

Sommetider var jeg overbevist om, at der var en djævel der drillede mig. For så snart jeg var tilpas langt væk fra en læges instrumenter, så opstod takykardien.

Jeg har sågar prøvet, at drøne på skadestuen med et anfald. Og så snart lægen råbte mit navn op så forsvandt takykardien.

Det kan vist ikke tælles på to hænder hvor mange gange jeg er blevet kaldt hypokonder.

Mit hjertes plageånd – dvs diagnosen, skulle først komme et års tid efter det første anfald startede. For der kom flere.

Dagen efter det første anfald, dukkede et mindre op – det varede omkring 5 minutter og viste sig ikke mere før et par dage efter igen. Men ellers blev det en daglig ting jeg skulle forholde mig til. Dog varede anfaldende ikke flere timer – højst minutter. Men de kunne sagtens dukke op flere gange om dagen.

Jeg var begyndt at sove  dårligt. Vågnede svedende op om natten eller følte som om jeg faldt hver gang jeg var ved at sove. Det resulterede i, at jeg pjækkede fra skole og sov om dagen i stedet.

En dag fik jeg et længervarende anfald og brød sammen da min mor undrede sig over, at jeg virkede så sur. Hun reagerede med at skubbe det fra sig og bagatellisere det.

- Det er nok bare nervøst. Du er i teenagealderen og der får man så meget.

Der gik altså mere tid med at tumle mine daglige hjerteanfald i tankerne. Jeg blev væk fra gymnastiktimerne og blev kaldt til inspektørens kontor; nu var det nok med alt mit pjækkeri. Jeg undgik at gå ud med vennerne og danse. Det dukkede jo op hver gang jeg var aktiv. Men ellers var der ikke noget rigtigt mønster – hjertet kunne lige så godt løbe løbsk når jeg sad og læste en bog.

En nat stod jeg ud af sengen fordi jeg vågnede ved, at jeg havde anfaldshjertebanken. Jeg gik ind til mine forældre, der sov intetanende i deres senge.

Min mor fór forskrækket op da hun hørte mig og spurgte hvad der var i vejen.

- Mit hjerte slår så hurtigt..

Hun bandede en smule og klagede – hun skulle jo op i morgen og derfor måtte hun have sin søvn og var ‘det nu dét dér igen’. Så skubbede hun til min far der vågnede og gloede stift ud i luften for hvad skete der?

- Far mærk lige min puls..

Han virrede på hovedet og steg ud af sengen, tog morgenkåbe på og fulgte mig ud i gangen.

- Så kan vi snakke og ikke forstyrre mor.

Han kunne ikke finde min puls på håndleddet og kiggede ulykkeligt på mig. Jeg rystede over hele kroppen  og tænderne klaprede i min mund.

- Sådan har jeg haft det i så lang tid, far! jeg er så bange for at dø!

Han fandt pulsen til sidst og nikkede ja til, at den løb meget stærkt.

- Hvad er du bange for?

- Jeg er ikke bange! skreg jeg. Jeg har dårligt hjerte! Jeg tror snart jeg skal dø!

Så brød jeg sammen og hulkede og græd. Min fars øjne blev blanke og hans stemme knækkede over da han sagde, at så måtte jeg til en læge.

Min mor var stået ud af sengen og stod nu og kiggede på min små-grædende far og mig, der var fuldstændig hysterisk.

- Jeg tager fri fra kontoret i morgen og så går vi op til dokter Bendtsen. Han må lytte til dit hjerte og så må du fortælle ham hvordan du har det. Men jeg tror altså det er noget nervøst..

Jeg er kommet på ‘det gule hold’. Gymnastiklæreren uddeler bånd, som vi skal bære så der kan kendes forskel på det ene og det andet hold. Gitte mobber mig som sædvanligt, men jeg lader som ingenting – ved da godt, at jeg ikke er en god løber.

Så placeres vi rundt omkring på banen. Solen skinner det er forår og faktisk en udmærket dag til udendørs stikbold.

Mit hold er inde. Jeg tager battet og skyder bolden ud. Den kommer ikke så langt og jeg må skynde mig at løbe, undgå bolden. Og Gitte står og sigter på mig. Jeg er i dårlig form og når ikke at flytte mig inden Gittes bold rammer mig. Det gør nas. Men så er vi ude og Gittes hold er inde.

Jeg bemærker ikke med det samme, at hjertet farer afsted i brystet på mig. Men da Gitte bræmser spillet og diskuterer med læreren om noget hun mente han sagde forkert, fornemmer jeg en underlig uro i kroppen. Den kommer fra hjerteregionen. Bevidstheden sættes ind på mit hjerte og jeg undrer mig over, at det pisker så hurtigt afsted, som hvis jeg havde løbet marathon. Jeg har stået stille mindst 4 minutter og hjertets rytme er uændret: Hurtigt, hurtigt alt for mærkeligt-hurtigt..

Spillet fortsætter da Gitte får sin vilje og jeg vælger at ignorere mit vilde hjerte. Løber efter bolden, der bliver slået ud i marken af Susanne og griber den mens jeg sigter efter hende. Jeg er svimmel og føler mig lidt stakåndet. Så kommer jeg i tanke om mit hjerte igen og der er stadig ingen forandring i pulsen.

Jeg bliver nervøs. Går ud af spillet og henvender mig til min lærer.

- Mit hjerte slår enormt hurtigt!

Læreren ser forvirret på mig og derefter på banen hvor Susanne diskuterer med Gitte og så på mig igen.

- Men så sæt dig lidt og slap af!

Det gør jeg så. Jeg slapper af i ca. en halv time. Lægger mig på bænken, sætter mig op. Rejser mig, går lidt rundt og lægger mig så ned igen. Ingen ændring af hjerterytmen. Det var da satans!

Da gymnastiktimen er forbi kommer læreren over til mig og smiler beroligende mens han spørger hvordan det går.

- Det slår stadig hurtigt..

Læreren kigger lidt bekymret på mig, slår det så hen men tager min puls ‘for en sikkerheds skyld’, som han siger.

- Hm. Jeg synes slet ikke jeg kan mærke den?

Han spørger om han må mærke pulsen på min hals i stedet. Det må han godt. Jeg er efterhånden desperat. Dét her, har jeg aldrig prøvet før!

- Hér er den! Har den været så hurtig hele tiden?

Jeg nikker og er grædefærdig.

- Du ser også lidt bleg ud..Vi må ringe efter en ambulance!

Jeg kan se på læreren, at han er nervøs og dét gør mig edderspændt bange. Jeg ryster ivrigt på hovedet.

- Nej nej, ingen ambulance! Jeg tror det er ved at være godt igen!

Jeg skal ikke på hospitalet. Det er bare en hurtig puls. Mine ben ekser under mig, da jeg følger med de andre børn ud i omklædningsrummet. Læreren kigger efter mig og jeg kan se han er bange. Men det er jeg også og mit hjerte pisker bare afsted.

I omklædningsrummet begynder Gitte at drille mig og smide sæbe efter mig. Det rører mig ikke. Kun min puls rører mig. Jeg er ét stort hjerte, der er ved at gå i stykker – føler mig tæt på et kollaps og forvirring – skynder mig at komme i tøjet og ud af omklædningsrummet. Jeg må væk.

Efter gymnastik har vi geografi, men jeg pjækker. Jeg er så bange. Hvor skal jeg gå hen? Mine forældre må ikke vide noget om det her. Hvor skal jeg gå hen? Kommer i tanke om en ældre dame jeg ofte har besøgt. Hun bor i boligblokken ved siden af min. Jeg løber – stopper op. Prøver at finde min puls. Løber lidt igen. Finder pulsen. Den er tydeligst på halsen. Jeg er svimmel.

- Hej min pige, har du tidligt fri fra skole i dag?

- Ja, hej – må jeg komme ind og snakke?

Den gamle dame smiler venligt og lukker mig ind. Hun er allerede ved at diske op med shokolade og sodavand men jeg vil ikke have noget. Hun kigger undrende på mig, men ryster så på hovedet.

- Har I mange lektier for i skolen nu? Det er jo ved at være eksamenstid?

Jeg snakker pr. automatik om 10. klasses afgangseksamen som vi alle ser frem til for så er det slut med folkeskolen. Jeg er godt nok optaget på Christianshavns Gymnasium, sproglig linje – men først skal jeg have en lang sommerferie. Jeg plaprer og ævler men ved ikke hvad jeg selv siger. Det er så underligt med dét hjerte og jeg er så forvirret.

- Hør sig mig, sidder du og græder?

Den gamle dame vil lægge armen om mig men jeg skubber hende væk.

- Nej! Lad mig sidde! Jeg skal bare være i fred. Kan vi ikke bare snakke?

Hjertets puls farer videre – en fugl med alt for hurtige vingeslag. Jeg skifter hele tiden stilling. Kan ikke sidde stille. Der er noget helt forkert ved alting! Hvad sker der med mig?!

- Jammen barn dog, fortæl hvad der plager dig!

Jeg kan ikke holde min angst tilbage mere. Med klaprende kæber får den gamle hele historien om mit hjerte – hvordan det hele startede på fodboldbanen og at dét underlige er der endnu. Den gamle siger ikke noget men skænker sig et glas appelsinvand og tager en stor slurk. Så kigger hun roligt på mig.

- Du skal bare blive her så længe du vil. Jeg har alligevel ikke andet for.

Jeg er lettet over, at hun ikke vil sende mig på hospitalet. Og nu begynder jeg at snakke om alt muligt andet end mit hjerte. Jeg skænker lidt appelsinvand op i et krus og nipper lidt til den søde drik. Den gamle har taget sit strikketøj frem.

Jeg husker ikke hvor længe vi sad der, men pludselig “klikkede” det så mærkeligt i brystet – som om mit hjerte slog en koldbøtte. Og dét der følger var så vidunderligt; hjertet slog normalt igen! Så hoppede det lidt – slog lidt hurtigt igen for derefter, at finde sin normale rytme.

Jeg turde næsten ikke tro det – jeg var normal i hjertet igen! Varmen bredte sig i kroppen og nu ville jeg gerne have mere appelsinvand!

- Du har fået farve i kinderne, min pige.

Jeg fortalte, at jeg havde det godt igen og nu ville jeg gerne have et stykke shokolade!

- Men du siger ikke noget til mine forældre vel?

I dag undrer det mig, at jeg ikke ville snakke mine forældre om mit hjerteanfald. At jeg havde haft det skidt i over 4 timer. Måske ville jeg bare glemme episoden. Måske regnede jeg ikke med at opleve det igen.

Jeg har egentlig savnet et sted hvor jeg kunne dele/diskutere og øse af tanker omkring mit sensitive hjerte. Familie og venner har ikke så megen forståelse for et hjerte, der i løbet af én dag op til flere gange stopper op, hopper over for derefter at brage igennem brystet med så kraftigt et slag, at man tror éns sidste time er kommet.

For ca. 9 år siden fik jeg en overbrænding af ekstra ledningsbundt – en varmebehandling af hjertet der lykkedes ud over al forventning (mere om processen i et andet indlæg). Jeg blev fri af takykardi, som jeg siden mit 16. år har levet med (er nu 43). Som var med til at forme mig og give mig en adfærd der altid skulle stoppe op – holde pause og helst undgå al form for fysisk aktivitet. Efter overbrændingen kunne jeg pludselig cykle, danse og feste uden symptomer fra hjertet.

Men angsten for nye anfald forsvandt vist aldrig helt. Og måske er det én af årsagerne til, at hjertet for 2 år siden begyndte, at “producere” mange ekstraslag – så mange, at jeg næsten blev invalideret af det.

Jeg insisterede på at blive undersøgt fra A-Z af en hjertespecialist og samtidig med det fik jeg en enorm trang til at møde andre mennesker, jeg kunne dele mine tanker med. Men hvor skulle jeg gå hen?

I denne søde Cyberspacetid var det nærliggende at google ‘ekstrasystoler’, og jeg fandt sitet Netdoktor.dk.

hvor jeg begyndte, at læse andre ‘lidelsesfællers’ indslag, hvilket ansporerede mig meget til at skrive på hjertefora’et selv.

Jeg kalder mig Lone-Kone.

Netdoktor.dk er egentlig grunden til denne blogs opståen. Jeg kan jo læse, at folk har brug for et netværk, et fællesskab omkring denne stædige lidelse, som rytmeforstyrrelse er. Selv om ‘Rytmeforstyrrelse’ er et vidt begreb, vil jeg prøve at forenkle emnet her på bloggen.

Blogindslagene vil veksle mellem dybt personlige ting, faktuel viden om rytmeforstyrrelser og kost-råd som jeg synes har en god indvirning på mit hjertes frekvens. Jeg er ikke den store motionist, men har dog prøvet mig lidt frem. 

Henvendelse til Jer, der læser denne blog:

Sidder I inde med en historie fra Jeres liv, som I godt kunne tænke Jer blev postet på bloggen for enten at dele af Jeres historie eller skabe debat, så send den gerne til min email: lonekonen@live.dk

Jeg vil melde tilbage så hurtigt jeg kan om hvornår den publiceres her på Hjerterdame.

I kan også vælge at oprette en hjerteblog selv. Jeg skal være den første til at læse Jeres fortællinger og evt. kommentere dertil.

Nb:
Hvis I hellere vil “snakke” for lukkede døre, kan I vælge at kontakte mig på lonekonen@live.dk