Jeg lå stille. Mussestille i 5 timer. En sygeplejerske kom forbi og sagde, at nu måtte jeg godt stå ud af sengen og røre mig. Jeg nægtede. Jeg ville ikke røre mig. Jeg ville blive liggende en time ekstra så der ikke kom blødninger af nogen art fra indtiksstederne. Sygeplejersken sagde, at hullerne i lysken så fine ud, så jeg skulle ikke være nervøs.

- Kom, du må også drikke lidt.

Jeg ville ikke drikke. Jeg ville ikke løfte mit hoved. Bare være mussestille.

Min datter havde været på besøg sammen med min mor. Hun forstod ikke hvorfor jeg skulle ligge stille. Hun havde tegnet en fin tegning til mig som min mor holdt op foran mig så jeg kunne kigge på den.

- Den er fin!

Men datteren kiggede på mig som om hun ikke troede på mig. Så gik hun igen med sin hånd i min mors. Jeg var så ked af det. Men jeg kunne jo ikke røre mig, rejse mig eller være sprudlende. Min kæreste kom senere og sygeplejersken havde bedt ham om at få mig ud af sengen og drikke lidt saft.

- Kom skat, det er ok at du rører dig nu. Jeg hjælper dig.

Tøvende rejste jeg mig fra sengelejet og idét mine fødder ramte gulvet var det som om mine ben knækkede under mig. Sygeplejersken var kommet ind og forsikrede mig om, at hvorfor jeg havde det sådan i mine ben var fordi jeg ikke havde rørt mig i stive 6 timer.

Jeg var underligt nok ikke glad. Jeg var grædefærdig. Men jeg drak min røde saft og nægtede dog at spise.

- Hvordan har hjertet det?

Min kæreste spurgte forsigtigt til det plagede hjerte. Det gik op for mig, at jeg havde været anfaldsfri siden Chen brændte for sidste gang.

- Du skal hjem snart – og du behøver slet ikke medicin mere!

Jeg gloede på kæresten og rystede på hovedet. Det var dejligt, at være fri af Inderal Retard men jeg skulle ingen steder. Desuden var der ingen hjemme i morgen og jeg ville ikke være alene. Med megen hiv og kiv og en kende irritation mellem lægerne og mig, fik jeg lov til at blive en dag ekstra.

- Men det er altså noget pjat, Lone-Kone. HVIS der kommer en akut patient kan vi ikke ha dig mere her. Desuden er du klar til at komme hjem. Det går jo rigtigt godt med dit hjerte!

Men jeg var så mærkelig. Jeg troede ikke på, at jeg var helbredt. Hvert øjeblik forventede jeg, at der kom et nyt anfald af takykardi. Og var der ikke også en sitren ved hjertet?

Dagen før ablationen skulle være, havde man gjort forundersøgelsen på mig – tidligere beskrevet hér: Forundersøgelse på Rigshospitalet. Nu var jeg så klar til ablationen, som jeg blev nødt til at være. Jeg havde overnattet på Riget og lægerne havde heldigvis ladet mig tage mine betablogger – det ville ikke påvirke ablationen at jeg indtog pillerne, for jeg havde næsten konstant takykardi. Hvorfor kunne jeg så ikke bare lade være med at indtage pillerne? Sagen var den, at jeg troede på, at det var pillerne, der holdt mig i live.

Dagen før havde jeg snakket med en fyr, der havde været igennem ablation. Han havde siddet i sit hospitalstøj og set så sølle ud.

- Jeg var over 8 timer på bordet!

- Gud, tog det så længe? Men er du ok nu så?

- Det håber jeg. For et par måneder siden fik jeg foretaget ablation. Og efter et par uger kom takykardien igen. Nu må vi se..

Jeg var selvfølgelig rystet. Også fordi han fortalte, at man ikke kunne stoppe blødningerne ved indsstikstedet. Han var stor-ryger. Måske var det derfor der havde været komplikationer? Efter den skrækhistorie var det godt, at jeg havde mit stakit omkring mig – mine to dejlige veninder og min peptalende mor.

Alligevel sagde jeg ikke meget den formiddag, hvor jeg ventede på at komme til ablation. Damerne gjorde snakken. Når de henvendte sig til mig svarede jeg bare ved hovedrysten eller små smil. Hjertet var i sit værste lune – som om det ville give mig den sidste svada af takykardi. Udenfor Rigets vinduer skinnede marts-solen. Bilerne kørte intetanende rundt og København var slet ikke klar over, at det var i dag, jeg skulle dø.

Da sygeplejersken kom op med en beroligende pille og sagde, at nu kom portøren snart, kunne jeg ha besvimet af skræk. Men jeg blev ved bevidsthed – sådan en slags bevidsthed, der opfangede lyde men ikke gjorde mig i stand til at forstå så meget andet end ord som ‘ablation’, ‘takykardi’ og ‘ nu er det din tur’! Det kan godt være det lyder dramatisk. Men jeg tænkte om det mon var sådan dødsdømte havde det, når de var på vej til nålen med giften, der skulle sprøjte dem ud af livet?

Jeg blev kørt afsted af portøren til kardiologisk ambulatorium hvor overbrændingen skulle finde sted. Min mor og 2 veninder småløb efter mig og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. De jokede med lægerne – om de måtte komme med ind hvor det foregik osv..Men selvfølgelig skulle de blive udenfor døren.

Jeg blev kørt ind på stuen hvor det hele skulle foregå. Lægen der var midt i fyrrene og som skulle foretage indgrebet bød mig smilende velkommen. Der blev lagt drop (venflon) i min arm så evt. medicin kunne sprøjtes direkte ind (blodfortyndende medicin). Jeg følte mig fuldkommen prisgivet og tænkte – så nu dør jeg, om lidt!

Jeg blev dækket til med grønt klæde – hovedet kiggede dog frem, men jeg var ikke i stand til at se hvad der blev lavet ved min lyske. Lægen forklarede dog, at nu ville jeg få en lokalbedøvende sprøjte i både højre og venstre lyske og han lovede, at intet blev ført ind i kroppen på mig før bedøvelsen virkede.

At få stikket i lysken gjorde ikke ondt. Det strammede kun lidt, da det lokalbedøvende stof trængte ind i vævet. Så snakkede lægen lidt med mig og min bevidsthed fangede musik fra en lille radio, der stod i lokalet.

- På den skærm dér, vil du kunne se dit hjerte fordi vi har et lille kamera som vi om lidt fører ind i venen – i den ene lyske. Og i den anden indfører vi brænder og pacer. Men jeg kan se på din puls, at det vist ikke er nødvendigt, at fremkalde takykardi med paceren – du har det allerede! Så meget desto nemmere bliver det, at finde det punkt i hjertet, der skal brændes.

Jeg lyttede og lyttede ikke. Radioen spillede stadig.

- Kan du mærke det her?

Jeg kunne intet mærke. Og lægen sagde, at nu ville han indsætte katetrene i årerne. Det begyndte at bløde lidt, som han sagde. Men det var ok. Jeg kunne ikke mærke andet end at der blev hevet lidt i mit skind.

- Hm, jeg synes det bløder lidt vel rigeligt..Jeg må nok ha assistance!

En lille kineser havde stået og vasket hænder i et tilstødende lokale og kom nu løbende ud og sagde, at det her overtog han. Jeg bemærkede en lille sitren i den anden læges ansigt.

- Men du har lige været på i over 6 timer Chen?

Chen? Det var søreme den berømte Chen, der stod der og ville overtage det hele selv om det betød overarbejde for ham. Han smilede beroligende til mig og tryllede krisen væk!

- Når du kommer herfra, så får du aldrig mere takykardi!

Han sagde det så overbevisende til mig, at jeg – midt i min underlige tilstand – kun kunne smile og nikke. Katetrene blev ført ind i kroppen på mig via højre og venstre lyske – og det gjorde overhovedet ikke ondt! Det eneste jeg mærkede i kroppen, var en svag kildrende fornemmelse. Den var mere behagelig end ubehagelig.

- Dit hjerte kan du se på skærmen!

Chen pegede med panden over på en skærm hvor et hjerte, der skulle forestille mit – pumpede som besat. Jeg kunne se hvordan isenkrammet løb ubesværet igennem årene.

- Det er jo meget bløde og bøjelige kabler vi bruger!

Chen smilede og sagde noget på engelsk til en fyr der betjente elektronikken (radiobølgerne) ved et lille bord. Han sagde, at nu ville de prøve, at brænde – det var ikke svært at se, hvor impulserne stammede fra.

- Mens vi brænder skal du ligge mussestille. Du må slet ikke røre dig, for så risikerer vi at katetret rykker sig i hjertet og så brænder vi et forkert sted.

Jeg lå stiv som en pind. Og så advarede Chen – at nu brændte de. Det strammede en anelse i brystet, men egentlig var der ingen smerte. Hjertet hoppede lidt forvirret rundt og kom ind i normal sinusrytme. Jeg smilede og udbrød ahh, takykardien stoppede! Lidt efter kom den dog igen.

- Vi brænder igen – og du ligger musestille!

Jeg adlød. Min respekt var stor. Den mand, Chen, havde været på job i mange timer og så tog han alligevel over – sådan bare lige – sådan! Det strammede igen lidt i brystet og takykardien holdt inde. Nu gik et par minutter med normal sinusrytme. Chen var tilfreds.

- Er jeg færdig?

Chen rystede på hovedet og sagde at nu skulle der brændes godt og grundigt så jeg ville få noget smertestillende – da det kunne gøre lidt ondt. Jeg nægtede og sagde, nej – jeg kan sagtens holde det ud! Men sygeplejersken gav mig noget smertestillende i droppet og Chen bad mig endnu engang om at ligge mussestille mens de brændte.

Jeg fik det pludselig dårligt og følte det som om jeg skulle besvime. Sygeplejersken, der havde siddet og holdt mig på skuldrene for at berolige mig, gav mig ilt i en maske og så fik jeg det bedre.

- Er du klar? Vi brænder nu!

Jeg var klar og lå stiv som en pind. Og det var godt jeg fik smertestillende. Det her gjorde ondt. Man brændte også længere end de andre gange. Jeg kiggede op i loftet med min iltmaske om næse og mund og tænkte, at den smerte kunne beskrives, som hvis man havde ondt i musklerne efter et marathonløb – blot var det en vedvarende smerte og fornemmelse af, at lungerne blev hevet ud af ryggen på mig. Så var det pludselig overstået. Smerten holdt op. Chen smilede og hev mig ud af mit mentale blackout.

- Se hvor fint dit hjerte slår!

Jeg bemærkede, at det var overstået. Og det var sandt. Mit hjerte slog helt normalt. Efter en hel dag med takykardi var hjertet roligt. Indgrebet havde varet 3 timer. Man må sige, at det var gået super godt – takket være Chen.

- Nu er vi færdige! Vi trækker katetrene ud af dig nu. Er du glad?

Jeg kunne tude. Men var stadig i sådan en slags ingenmandsland rent mentalt. Men ja, jeg var glad. Og taknemmelig. Jeg kunne ikke få mine øjne væk fra Chen – jeg måtte vise min taknemmelighed med øjnene – jeg kunne ikke sige noget. Jeg var så rørt.

Så blev jeg kørt tilbage til min stue af en portør. Min mor havde siddet udenfor rummet og spurgte hvordan jeg havde det. Heldigvis var mine veninder gået og min mor skulle hente min datter i fritidsordningen, så hun blev også nødt til at gå. Jeg smilede og lå mussestille. Turde ikke røre mig. Ovenpå min mave og lyske havde de placeret sandsække så der blev holdt et konstant pres mod indstiksstederne (af hensyn til blødningsrisiko). Sygeplejersken satte hjerteovervågning til og sagde at nu skulle jeg ligge helt stille i 5 timer. Intet problem. Jeg ville gøre lige hvad de sagde! Jeg levede!

De første dage efter behandlingen bør man undgå at løfte tunge ting, ca. 4 kg. Desuden skal man hver dag i en måned tage en hjertemagnyl daglig.

Ca. 3 måneder efter udskrivelsen vil man blive indkaldt til ambulant kontrol på det lokale sygehus.

Efter behandlingen er der en lille risiko for at symptomerne kommer igen. Man kan da ofte gøre et nyt forsøg (ablation).

Kilde: Rigshospitalet.

Ifølge Sundhedssyrelsen skal patienten informeres om mulige komplikationer.

Som ethvert andet indgreb er overbrænding af en impulsbane forbundet med en risiko.

Ved indstiksstedet i lysken kan der opstå en blødning under huden, som giver hævelse og ømhed. Disse gener forsvinder i løbet af et par dage.

Årebetændelse i benet forekommer i ca 3 tilfælde ud af 1000 behandlinger.

Ligger impulsbanen tæt på det normale impulssystem (AV-knuden) er der risiko for at beskadige dette, hvilket betyder, at hjerterytmen bliver for langsom (bradykardi). Dette behandles med en pacemaker. Risikoen er ca. 1 ud af 200 behandlinger.

Hvis der er anlagt kateter i pulsåren kan der yderligere være risiko for:

At blødningen ved indstiksstedet kan blive så stor, at det kan være nødvendigt at udtømme denne og samtidig lukke karret ved en mindre operation. Risikoen er ca. 3 ud af 1000 behandlinger.

I andre tilfælde kan der udvikles en blodprop i benets pulsåre. Blodproppen fjernes ved en operation. En blodprop kan desuden løsrive sig og sætte sig fast andre steder i kredsløbet, f.eks. i hjernen. Dette kan give forbigående symptomer i form af kortvarig talebesvær, lammelse eller synsnedsættelse. Permanente skader kan ses. Risikoen for denne komplikation er ca. 1 ud af 1000 behandlinger.

Ved indføring af kateter til venstre hjertekammer kan hjertets kranspulsåre beskadiges. Risikoen er ca. 1 ud af 400 behandlinger.

Kilde: Rigshospitalet.

Når man er tilbage på afdelingen bliver man tilbudt noget at spise og drikke. For at hindre blødning fra indstiksstedet skal man ligge roligt på ryggen i 4-6 timer efter behandlingen. Man må ikke løfte hovedet eller bevæge benene. Ved ankomst til afdelingen vil hjerterytmen blive overvåget af et lille trådløst apparat (telemetri) indtil næste dag.

Dagen efter behandlingen og hjem

Om morgenen får man målt blodtryk, temperatur og taget EKG. Ligeledes vil sygeplejersken tilse indstiksstedet. Efter stuegang må man tage hjem.

Kilde: Rigshospitalet.

Inden behandling tilbydes en beroligende pille (Apozepam). Så sprøjtes lokalbedøvelse ind i huden omkring en blodåre i højre og venstre lyske. Gennem blodårerne indføres 3-5 katetre til hjertet. Det ene kateter placeres i højre forkammer. Det andet kateter placeres i højre hjertekammer. Det kan være nødvendigt, at placere et tredje kateter på overgangen mellem højre forkammer og hjertekammer. I nogle tilfælde placeres desuden et fjerde kateter i en blodåre inde i hjertet. Ved hjælp af disse katetre kan lægen registrere de elektriske impulser i hjertet og kan stimulere en hurtig hjerterytme ved hjælp af små strømstød. Stimuleringen er smertefri, men den hurtige hjerterytme kan mærkes. Da blodårerne ikke har følenerver, kan bevægelserne med katetrene ikke mærkes. Overbrændingen udføres gennem et specielt kateter ved hjælp af radiobølge-energi. Overbrændingen er egentlig kun opvarmning til 60 – 70 grader celcius, hvorved en lille smule væv går til grunde. Selve brændingen vil sjældent kunne mærkes. Ellers opleves det som en kortvarig smerte.

I få tilfælde lykkes det ikke at finde det område i hjertet, som udløser den hurtige hjerterytme.

For at forebygge, at der dannes blodpropper omkring katetrene, gives blodfortyndende medicin under behandlingen.

Til sidst trækkes katetrene ud og der trykkes på indstiksstedet i lysken i ca. 5-10 min., indtil hullet har lukket sig. Efter behandlingen køres man tilbage til afdelingen.

Kilde: Rigshospitalet.

- Lone-Kone! Du har fået brev fra Riget!

Det var én af mine veninder, der var på besøg den dag brevet kom fra Rigshospitalet og forkyndte, at NU var det tid!

- Da ikke allerede! Det er 14 dage siden jeg fik at vide, at jeg stod på venteliste!

Jeg åbnede brevet med svedige hænder og kunne mærke et anfald var på vej.

- Hvad står der, Lone-Kone? Hvornår skal du afsted?

Jeg måtte læse brevet højt – ellers var det som om ordene flimrede ud af min bevidsthed.

- Kære Lone-Kone, efter henvisning fra Deres læge beder vi Dem møde til indlæggelse på Hjertemedicinsk klinik B afsnit…bla bla bla… d. bla bla bla 2001, kl 9.00

Vi beder Dem medbringe

Dette brev

Sygesikringsbevis

Toiletsager

Deres sædvanlige medicin og medicinliste

Badekåbe og morgensko

‘Morgensko og badekåbe’ – så mente de det alvorligt. Jeg skulle indlægges og overnatte og overbrændes..

- Så kan du regne med at jeg er en del af det stakit der skal sørge for, at du ikke løber væk!

Min søde veninde..Jeg kunne ha slået hende. Men det var dengang. I dag er jeg taknemmelig.

Årene efter mit andet afhop fra ablation gik så dårligt de kunne. Takykardien blev værre og værre – anfaldene længere og længere. Og jeg er klar over, at jeg psykisk var med til at stresse mig selv med dommedagstanker og andet fis. Jeg sygemeldte mig ofte fra mit job, som på daværende tidspunkt var meget stressende. Følte, at jeg ikke slog til. Når anfaldshjertebanken og svimmelhed tog mig på jobbet, måtte jeg forlade det jeg var igang med og da jeg havde svært ved at fortælle min arbejdsgiver hvor problemet lå, blev jeg hellere langtidssygemeldt. Det endte med at min arbejdsgiver konfronterede mig med min inaktivitet og så måtte jeg forlade mit job.

Sygedagpende kunne jeg passende leve af. Men jeg fik det jo ikke bedre af at gå derhjemme. Mine tanker kredsede konstant om hjertet og så syntes jeg også jeg fik brystsmerter. Gik til lægen konstant og ville ha målt blodtryk og kørt EKG ca. 1 gang om ugen.

- Lone-Kone jeg er alvorligt bange for, at du har udviklet en hjerteneurose oveni din takykardi..

Lægens ord beroligede mig slet ikke for var der ikke noget om, at man kunne dø af skræk?!

Jeg undlod at gå ud med veninder og det eneste jeg tog mig af, var mit barn. Min kæreste var fortvivlet. Han var vidne til mine humørdyk og takykardianfald – der som regel blev efterfulgt af de føromtalte hårde dunk.

Til sidst røg jeg ud af sygedagpengesystemet fordi der ikke var flere penge i den kasse. Så kom jeg i kløerne på Bistandskontoret SundbyNord.

Man kan sige, at det egentlig var fint, at de var sådan nogle “bitches”- disse sagsbehandlere. Ellers havde jeg sikkert ligget i min seng endnu, siddet og dyrket min egen elendighed og lignet ét stort ødelagt hjerte. For sagsbehandlerne gav mig kniven for struben og truede med at tage mine bistandspenge fra mig, hvis jeg ikke “samarbejdede” (det var ordet de brugte) – altså gik med til radiofrekvensablation. For dem gjaldt det jo om at få mig ud på arbejdsmarkedet igen. Og ifølge deres paragraffer havde de ret til at gøre dette. Sålænge der fandtes en behandling af takykardi, kunne der ikke blive tale om fx omskoling.

På daværende tidspunkt skiftevis rasede og græd jeg over sagens udvikling. Min angst for indgrebet kendte ingen grænser. Jeg var sikker på, at jeg ville dø under ablationen. Og så følte jeg det enormt ydmygende at disse sagsbehandlere havde så meget magt over mig og min krop. De truede mig jo på eksistensgrundlaget og jeg ankede sagen – men fik ikke medhold nogle steder.

Jeg var fanget.

Jeg blev nødt til at lade mig underkaste ablation ellers ville jeg miste retten til bistandspenge og hvordan skulle jeg så forsørge min datter og hvor ville det hele ende?

Min kæreste og jeg boede heller ikke sammen og vi havde ingen planer om det. Selvstændige, som vi jo begge var/er.

Endnu engang blev jeg skrevet op til ablation på Rigshospitalet. Og nu havde jeg to venninder og en meget insisterende mor på nakken. De ville alle tre følge mig til Riget den dag ablationen skulle foregå. Så ville de sørge for, at jeg ikke stak af igen, som jeg gjorde det nogle år tidligere.

Jeg gik ofte til samtale hos min læge og det hjalp mig lidt igennem angstens vanvid. Og egentlig var det utroligt befriende, at stå frem – være ærlig overfor slægt og venner ang. min takykardi. I al den tid jeg har haft denne lidelse prøvede jeg at skjule den – jeg orkede ikke folks panik omkring mig. Jeg ville bare være så normal som muligt. Ingen skulle tage hensyn til mig.

Men jeg kunne jo se, at uanset hvordan jeg vendte og drejede mig, så KOM det dertil hvor folk måtte finde sig i, at jeg lige skulle gå lidt langsommere, spise lidt mindre, drikke lidt mindre osv.. Jeg kom altså alligevel til at vække deres bekymring.

Nuvel. Jeg stod på venteliste til radiofrekvensablation alle gode gange 3. Og denne gang var det umuligt at springe fra – det sørgede både mine venner, min familie OG mit bistandskontor for.

Jeg havde taget en taxa til Riget. Jeg var fastende. Ikke engang et stykke tyggegummi havde angang til de tørre slimhinder. Min datter blev passet af sine bedsteforældre så hun var da i det mindste ok. Det var vist det sidste man kunne sige om mig.

Så fik jeg mit værelse på hospitalet og besked om at trække i hospitalets ikke-charmerende tøj. Inden radiofrekvensablation skulle der måles blodtryk – i bad skulle jeg også og bagefter skulle jeg have barberet hårene i lysken. Der skulle der tages EKG og lægges kanyle i en blodåre i armen – hvis det blev nødvendigt at give mig medicin under behandlingen.

Jeg gjorde det jeg blev bedt om. Gik i bad – barberede lysken og og lagde mig i sengen.

En overlæge kom forbi og ønskede mig held og lykke og så gik han igen.

Så var jeg indlagt. Og skide bange. Jeg tillader mig, at bande her – fordi – INGEN ord kan beskrive hvordan jeg havde det. Alt gik sandsynligvis som det skulle. Men ingen tænkte på, at jeg var ved at gå fuldstændigt i stykker af angst indeni.

Og – jeg ved ikke hvad der skete. Men Fanden tog ved mig. Jeg slugte en propranolol for at dæmpe mit plagede hjerte og stod ud af sengen. Så tog jeg hospitalstøjet af og iførte mig mit civile tøj. En sygeplejerske kom forbi og spurgte hvad jeg lavede.

- Jeg tager hjem!

Hun kiggede forskrækket på mig og forsikrede mig om, at dét kunne jeg bare ikke gøre nu. Lægerne ventede på mig i Kardiologisk laboratorium!

- Det er jeg ked af. Men det er aflyst! Jeg er aflyst. Det kan du godt fortælle dem. Og jeg har lige taget en betablogger!

Hun snurrede rundt på hælen og skyndte sig ud af værelset. Jeg var lettet. Satte mig i en stol og ventede på, at pillen ville virke.

Pludselig kom overlægen stormende ind i værelset og så meget stram ud i betrækket.

- Hvad i alverden har du tænkt dig!?

- Jeg vil ikke gennemføre ablationen. Jeg er bange for, at det går galt..

- Du laver sjov med mig ikke?

Jeg måtte fortælle den vantro læge at jeg ikke jokede. Og han var mildest talt shokeret. Jeg fik at vide, at nu hvor jeg sprang fra i sidste øjeblik havde jeg brugt af resourcer, som jeg slet ikke var klar over og jeg skulle ikke tro, at jeg bare kunne komme og kræve ablation i morgen!

- Jeg ved det godt. Men jeg vil bare hjem og undskyld.

Den der blev mest skuffet over, at jeg var sprunget fra ablationen i sidste øjeblik, var nok min kæreste. Han havde jo set hvor slemt jeg sommetider havde det med takykardien. Men jeg var lettet – for min angst havde været meget slemmere end et takykardianfald plejede at være

Syntes jeg på dét tidspunkt.

I månederne op til indlæggelsen havde jeg det psykisk dårligt. Jeg var så bange for det indgreb. Jeg kunne ikke holde tanken ud, at man skulle ligge vågen mens overbrændingen fandt sted. At man kunne se sit hjerte på en skærm mens “stedet” med det ekstra “ledningsbundt” blev fundet. Jeg var bange for det jeg havde læst i de pjecer, som Rigshospitalet havde givet mig. Jeg var bange for at dø.

Jeg kunne ikke snakke med min nuværende kæreste om det – for han var selv en anelse nervøs og det sidste jeg havde brug for, var nogen, der sad og klaprede tænder sammen med mig.

Til forundersøgelsen på Rigshospitalet blev der taget blodprøver og urinprøve. Der blev også foretaget røntgen af hjerte og lunger plus hjertekardiogram. Jeg snakkede med en læge om undersøgelsen og behandlingen og alle mine 1000 bange spørgsmål fik frit løb – så lægen havde noget at tage sig til!

- Men hvad nu hvis I rammer sinus-knuden så hjertets naturlige pacer går i stykker??

- Så sætter vi en pacemaker igang med detsamme. Den har vi jo ført op gennem lysken og hen til dit hjerte i forvejen – så den er i dit system. Du kommer ikke til at dø.

.
Alligevel blev jeg ikke beroliget. Mine tanker kredsede om de såkaldte bivirkninger, en ablation kan hive med sig; blodansamling ved indstiksstedet eller i hjertesækken – luft i lungehinden osv..Og så skulle jeg også ophøre med mine betabloggere 7 dage før indlæggelsen! Det var jeg altså ikke sikker på, at jeg turde!

Så fulgte et par år som alenemor i København – fuldtidsjob og hvad der ellers hører til. Min datter groede og udviklede sig i rivende fart. – Jeg havde i øvrigt ladet mig skrive op til radiofrekvensablation alle gode gange 2. Denne gang skulle indgrebet altså være. De oplevelser graviditet og fødsel havde givet mig, havde i den grad skræmt mig. Og nu havde jeg også min lille datter at passe på.

En aften bemærkede jeg noget nyt ved mit hjertes slag. Efter en halv time med takykardi var det som om hjertet slog nogle meget kraftige slag – tunge hårde slag. Jeg blev vildt bange og var glad for, at min datter sov – for det her var så mærkeligt og tog næsten pusten fra mig. Jeg lagde mig på sengen – højre side, for lå jeg på ryggen eller på venstre side, kunne jeg så let som ingenting risikere, at få nye anfald af takykardi.

Jeg tog en ekstra propanolol (pilleform) og endelig faldt mit hjerte til ro. De tunge og hårde slag forsvandt men efterlod mig med tanker omkring hvad det var jeg havde oplevet med mit hjerte – foruden takykardien? Jeg havde aldrig haft så kraftige slag, som kunne mærkes helt op i halsen?

Det var ikke meningitis. Gudskelov. Og min datter tog godt for sig at livet. Efter en uges tid på Århus Kommmunehospital og en raskmelding af min datter – kunne vi – mor far og barn tage hjem med den lille ny og lære hinanden at kende i fred og ro.

Min takykardi havde holdt sig væk i et par dage og jeg tænkte – kan det have noget på sig, at man efter en fødsel evt. kan blive denne lidelse kvit? En læge havde engang talt derom, og jeg kom pludselig på, at jeg måske var én af de heldige der skulle opleve det? I de 14 år jeg havde lidt af takykardi var der mindst 3-7 anfald hver dag. For det meste korte anfald, men de var der.

Men måske denne gang?

Jeg havde fået grønt lys med hensyn til at amme mit barn selv om jeg indtog Inderal retard.

- Det er så lille en dosis du får, så det vil ikke skade dit barn.

Jeg var en glad mor. Og pyt – at takykardien alligevel vendte tilbage til sin værtinde/mig efter 3 dages fravær – intet kunne virkelig ødelægge mit humør – når blot jeg havde min smukke, lille datter hos mig – som endda var rask og åbenbart ikke så ud til at have lidt under takykardien, der havde fulgt mig/hende gennem det meste af graviditeten. Medicinen så umiddelbart heller ikke ud til at påvirke hende. Vi havde det helt fint, min datter og jeg.

Dér lå hun i en gennemsigtig plastikkasse. Hun lå ganske stille. Man havde givet hende drop med antibiotika – det sad i en åre i hovedet på hende – lægerne kunne ikke stikke hende på håndryggen – årerne hos en nyfødt er så “friske” – de ruller simpelthen væk under nålen.

Jeg var grædefærdig. At de havde stukket nåle i min baby – og at hun var syg, selv om hun så så smuk og rask ud – den var svært at tage. Men jeg måtte tage lægernes ord for gode varer, når de mente at barnet havde en infektion, der krævede øjeblikkelig behandling med antibiotika. Endnu kunne de ikke udelukke meningkitis – men de ville tage en rygmarvsprøve og så se hvad den sagde. Blodprøverne viste i hvert fald, at min datter havde sepsis (blodforgiftning), der evt. kunne sættes i forbindelse med fødslen, hvor hun måske havde været i kontakt med mine eskrementer (colibakterier).

- Er det virkelig nødvendigt, alt det her?

- Vi har stået med nyfødte børn i armene, der havde samme symptomer, som din datter. Det ene øjeblik virkede barnet ok – det næste – døde det fra os, fordi vi ikke satte hurtigt ind med antibiotika.

Jeg tog hende forsigtigt op og passede på ikke at rykke ved droppet. Lægerne havde barberet en del hår af hovedet på hende dér, hvor droppet nu sad. Hun gryntede og virkede utålmodig – og rask og stærk..

- Dit barn vil nok ammes nu!

Sygeplejersken nikkede tilfreds og jeg glemte helt at tænke på betablogger og amning. Min datter blev lagt til og fandt meget hurtigt ud af hvad det drejede sig om. Hun så lykkelig ud – jeg var lykkelig. Selv om hendes entré til denne verden havde været den rene tumult.

Der herskede en smule forvirring efter min datters instræden i verden. Lægerne lod mig dårlig nok holde hende, men mente at hun havde en infektion. De syntes hun så bleg ud og desuden havde hun små punktformede blødninger under huden visse steder på kroppen. I en fart bragte de hende til observation på neonatalafdelingen. Jeg var træt men i panik – hvad var der med min datter? Infektion og punktblødninger?!

De læger der ikke var smuttet med min datter ventede på efterbyrden, der åbenbart ikke havde tænk sig, at komme ud af kroppen på mig. Og jordemoderen spurgte til mit hjerte. Jeg havde stadig takykardi og nu var det vedvarende. Det havde det været de sidste 5 timer. Hun var nervøs over det. Jeg tænkte mere på mit barn.

Pludselig jog to læger deres albuer ned i maven på mig. Det gjorde så satans ondt! Men de forklarede det med, at det var utroligt vigtigt, at moderkagen kom ud. Og min livmoder var åbenbart så træt (den stakkel) at den ikke “orkede” at støde efterbyrden fra sig. Et par gange mere fik jeg albuer i maven – og endelig kom moderkagen.

Jeg blev syet af min jordmoder og så havde vi balladen. To læger kom hen til mig og stillede sig myndigt op.

- Vi bliver nok nødt til, at få dig bragt hen på hjerteafdelingen til stød. Dit hjerte skal bringes tilbage til normaltilstand.

Jeg glemte helt at jeg var træt og svag og satte mig op i sengen mens jeg meget klart og tydeligt sagde, at dét her skulle jeg nok klare selv! Jeg bad dem om at give mig et par minutter – så skulle jeg nok få rytmen på plads.

Og som om det virkelig var mig, der egentlig havde magten over takykardien, steg jeg fortumlet ud af sengen og bukkede mig forover mens jeg holdt vejret og lavede min Valsalva-manøvre. Hjertet “lod som ingenting” i første omgang. Men derefter rullede det lidt rundt i brystet på mig og fandt så sin normale sinusrytme igen.

Og nu ville jeg ned og se til min lille datter på neonatalafdeling.

De var der allesammen til at tage imod mig på hospitalet; fødselslæger, jordemor og portører med bårer og det hele.

- Du har åbnet dig over fem centimeter! Så skal du på fødegangen med det samme!

Jeg var næsten helt shokeret, havde hørt fra veninder, at de lå i smerter 36 timer før de fødte deres barn! Det her var jo for godt til at være sandt!

Takykardien reagerede i god stil. Men jeg havde ikke tid til den. Ville den gøre det svært for mig måtte jeg deale med den – bare lægerne ikke gik for højt op i den.

På fødselstuen fik jeg en sækkestol at hvile i når veerne holdt pause, hvilket de gjorde utroligt sjældent. En læge spurgte til mit hjerte og jeg bad ham om ikke at være så nervøs. Det slog hurtigt jo jo, men nu var det ikke hjertet det drejede sig om, nu ville jeg føde!

Jordemoderen tilbød mig lattergas og jeg skubbede masken væk – smerter havde jeg, men de var til at holde ud. Nu skulle lægerne – der var ca. 7 af slagsen omkring mig – bare skrubbe af!

.
- Må de studerende komme ind og se med på et tidspunkt?

Jeg snerrede og nærmest råbte af lægerne – jeg ville være i fred med min fødsel. Ingen til glofødsel hos mig!

Efter et par timer var jeg klar til at presse. Hjertet kørte stadig i karrusel men heldigvis var der mere fokus på fødsel end hjertebanken. Min egen frygt omkring takykardien var til at holde ud. Jeg fornemmede en regelmæssig – men meget hurtig puls. Jeg følte mig ikke træt eller skidt tilpas og desuden kunne jeg sommetider få pulsen til at sagtne farten.

Men da jordemor og læge ville have mig til at ligge ned fordi, som de sagde – at jeg skulle til at presse barnet ud – gik det galt. Jeg følte at jeg ikke kunne styre takykardien og pludselig overtog frygten min fødselsiver. Det kunne godt være, at jordemoren havde mere styr på fødselen sålænge jeg lå ned, Men MIN styrke svandt ind og veerne blev svagere. Lægerne bemærkede at barnet var stresset (på det grønne fostervand og barnets hjertelyd).

- Nu må du presse! DU SKAL HA BARNET UD NU! ELLERS BLIVER DET KEJSERSNIT!

Jeg ville ikke have kejsersnit! Og jeg skreg så højt jeg kunne, at jeg nok skulle tage mig sammen og presse. Til mig selv bad jeg frygten om at skride ad helvede til. Nu var det barnets liv og ikke mit.

Der blev lagt en lille lokalbedøvelse fordi man ville klippe. Så sagde jordemoren at hun lagde en blød kop fordi hun ville hjælpe med at trække barnet ud af mig – min livmoder var blevet træt og veerne var derfor ved at forsvinde.

Og gud, hvor var jeg taknemmelig! For med jordemorens hjælp og mine sidste kræfter i brug, kom mit barn til verden!